I lunghi capelli della morte (1965)

    En kvinde brændes på bålet i middelalderen, mistænkt for at være heks. Hun genopstår fra de døde, fast besluttet på at få hævn.


    ÆSTETISERET B-GYSER

    Sært inciterende, visuelt lækker og periodisk hårrejsende italiensk B-gyser, der tager sit velkoreograferede udgangspunkt i middelalderens nådesløse hekse-afbrænding. Efter at være blevet opslugt af flammerne, genopstår en kvinde fra de døde, og hun har kun én dagsorden: Hævn!

     

    Stemningstyngde

    "I lunghi capelli della morte" (reelt "Dødens lange hår", men filmen fik den mere mundrette danske premieretitel, "Hævnens flammer") er en meget stemningstung, grænsende til det teatralske, 60'er-gyser. Den væsentligste udstråling hentes i en udsøgt lækker fotografering og perspektiv-lækre middelalder-locations.

     

    Urovækkende skæve vinkler

    Hér kan instruktør Antonio Margheriti og fotografen Riccardo Pallottini noget med lys og skygge og urovækkende skæve vinkler og perspektiver på middelalderborgen, som handlingen centrerer sig om. Teknikken er således flere niveauer over manuskriptet og skuespillet – begge dele kan bedst beskrives som famlende.

     

    Snørklede, edderkoppebeboede gange

    Når kameraet fører os ned i den mørke krypt og dens snørklede, edderkoppebeboede gange, går gyset op i en højere enhed, upåagtet at kulisserne her bliver en kende papagtige. Desværre er filmoplevelsen tynget af dårlig lyd/stemme-synkronisering og en skinger musikalsk underlægning, hvis hovedtema nærmest kører i loop fra start til lsut.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1965, Italien, Thriller, Gyser, Historie, 96 min.

    Dansk titel: Hævnens flammer
    Instr: Antonio Margheriti Prod: Felice Testa Gay Manus: Tonino Valerii Foto: Riccardo Pallottini Klip: Mario Serandrei Mus: Carlo Rustichelli
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation