Chiens perdus sans collier (1955)

Jean Delannoy, der senere filmatiserede Roger Peyrefittes (samtids-)kontroversielle roman Les amitiés particulières (1964) om homoseksuel kærlighed mellem meget unge drenge på en kostskole, havde allerede her i 1955 godt tematisk greb om unge mænd.

På vej til at blive små mænd

Denne gang er der ingen amoriner i luften, men tematikken er stadig centreret om drenge og teenagere, der med lidt besvær er på vej til at blive små mænd. Fælles for drengeskæbnerne i "Chiens perdus sans collier" er, at de er godt i gang med at lægge sig ud med lovens lange arm.

Jovialt myndig

Således havner de alle i kløerne på ungdsomsretsdommeren Julien Lamy – Jean Gabin i en vanligt afrundet, jovialt myndig præstation. Lamy er heldigvis ikke kun ude på at få drengene ned med nakken: Før han sender dem på opdragelsesanstalt, sørger han for at tage at tage grundigt bestik af "sine" drenge.

Autentisk gnistrende

Den primære force i Delannoys film er den autentisk gnistrende stemning i spillet mellem Gabin og den lille håndfuld drengeskæbner i fokus. Særligt virkningsfuldt, når vi bevæger os udenfor studierne og ud på gaden. Her bliver fotograf Pierre Montazel opmuntret og legelysten med flere skønne og livgivende vinklinger. Åbningssekvensen med de unge mænd i frøperspektiv er blændende!

Savner variation

Periodisk savner fortællingen variation, både handlingsmæssigt og visuelt. Men den smukke sort/hvide fotografering og det hyggelige skuespil overtrumfer både disse små svagheder samt tendenserne i retning af det noget teatralske.