Titane (2021)

Ubarmhjertig, kompromisløs, velspillet og overvældende filmoplevelse. Her skal vi helt ud på – og forbi – overdrevet, hvor absolut ingen kære mor kan høre dig skrige. Vi er vidner til et drama, der stikker af i retning af både gys, thriller, fantasi og science fiction – og blandingen er ikke altid helt balanceret.

Ikke for sarte sjæle

Ikke for sarte sjæle: Særligt i starten udsættesr filmen sine tilskuere for et sansebombardement, der godt kan virke frastødende. Men det bunder også i, at instruktøren forfalder til overdreven patos på samtlige fortælleparametre, hvilket ikke klæder historien. Mindre kunne have gjort det. Endda betydeligt mindre! Men det skal åbenbart være “larger than life”-patetisk for at imponere..?
 

Væmmelse og forundring

Hvad der reelt set er op og ned i fortællingen om den unge, mystiske kvinde Alexia, skal vi lade stå "hemmeligt" her. Det er i forvejen helt i filmens ånd, at mange ting ikke lader sig umiddelbart forklare – og at man skal forlade biografen med lige dele væmmelse og forundring.
 

Himmelvendte øjne

Det er sjældent, at der er ro på i en filmstil komplet i en auteurs jerngreb. Således drøner vi derudad uden pauser til eftertanke, men til gengæld med masser af rynkede pander og himmelvendte øjne.
 

Uhåndgribeligt fascinerende

“Titane” kan bestemt noget med sin genreblanding, og mystikken er ind imellem uhåndgribeligt fascinerende. Hvad er det for en verden, vi er i? Og hvad gør vores meget aparte “heltinde” til både seriemorder og daddy’s boy?
 

Outreret støjende

Men det hele er outreret støjende, både visuelt, men så sandelig også på lydsiden: Her dominerer et evigt brovtende og støjende effekttapet, samtidig med at musikken i dén grad stjæler body horror-stemningerne.