Journal d'un curé de campagne (1951)

Med sin velkendte askese udi filmisk fortællestil er Robert Bresson på hjemmebane med denne sortseende historie om en ung landsbypræsts lidelser: "Journal d'un curé de campagne" er æstetisk detaljemættet med fokus på nærhed, men fortællestilens fragmentariske stædighed er en killer.

Stærk i sin tro

En meget ung landsbypræst er så fattig, at han spiser forkert for at få føden til at slå til. Det kan meget vel være forklaringen på hans forværrede mavepine, der ofte tvinger ham i knæ. Men det ændrer ikke ved hans kristelige tro.

En dagbogs-messe

Det ligger faktisk i titlen (dansk=En landsbypræsts dagbog), at fortællingen er centreret om dagbogsskrivning – dog er det sjældent, at dagbogsnotater bliver taget så bogstaveligt som hér hos Bresson. Filmen er i vid udstrækning en dagbog; en konstant oplæsning/messe af den unge præst.

En kende omstændeligt

Således er stort set hele handlingen gengivet af præstens fortællerstemme, og meget af hverdagslivet ser vi først i "live" håndskrift for herefter at få det bragt til live i levende billeder. For hvert blad, der vendes i filmens/præstens dagbog får vi et nyt klip fra sort skærm, og langt de fleste sekvenser er musikunderlagte. Det er en kende omstændeligt og ikke for enhver smag.

En æstetisk skatkiste

Bressons sort/hvide æstetik er en skatkiste af smukke kompositioner, særligt når vi kommer ud, hvor landskabet breder sig lidt, og perspektivet giver stof til eftertanke. Amatørskuespillerne gør det flot, særligt Claude Laudy i hovedrollen.