Den of Thieves (2018)

Maskuliniteten og machoadfærden kender ingen grænser i Christian Gudegasts instruktørdebut: "Den of Thieves" vækker mindelser om Michael Manns genreklassiker Heat (1995), men er om muligt endnu mere hårdkogt, stålsat og kompromisløs.

Blodige spor

Specialstyrken ved Los Angeles-politiet er på sporet af en gruppe forhærdede bankrøvere. Vi følger begge sider, som de langsomt er ved at tørne sammen, og dét er vi godt klar over ikke kommer til at gå stille af sig.

Rå arbejdsmetoder

Arbejdsmetoderne er rå, sporet blodigt, og der skydes som regel, før der gives mulighed for smalltalk. Røverne er i gang med at planlægge et absolut "umuligt" bræk på Federal Reserve Bank. Imens er politiet – under ledelse af den uortodokst hårdhændede Big Nick O'brien – i fuld gang med at optrevle det hele... tror de da.

Fatal, men ikke ekstrem

"Den of Thieves" ejer en beundringsværdigt fatal fortællestil, der vel at mærke ikke kammer over i ekstremiteterne. Action og spænding er elektrisk fra første scene, stemningerne er mørke, intensiteten reelt uudtømmelig. Det er en beundringsværdig bedrift at evne den nærved perfekte sammenstykning af et så fortærsket tema.

Meget højt teknisk niveau

Teknisk er niveauet meget højt, og tilskueren stimuleres konstant – både i lyd, billede og handling, men især også i de mange fascinerende detaljer, som både politiarbejdet og røveriforberedelserne kræver. Her inviteres vi med i maskinrummet. 

Macho-udtrykket forstærkes

Et markant plus ved fortællestilen er den meget nedtonede underlægningsmusik, som tilmed ofte helt er udeladt. Det forstærker macho-udtrykkets mørke og giver det kant og taktilitet. Samtidig udgør humoren i typernes forstenede grundtone ofte et strejf af opblødning; særligt lykkes Gerard Butler her i sit portræt af no nonsense-politimanden "Big Nick".