Bronson (2008)

Med klare surrealistiske forbilleder og tilbøjeligheder byder danske Nicolas Winding Refn op til dans med det virkelige livs britiske voldsmand, Michael Peterson. "Bronson" er kreativt (for)tænkt fængselsdramatik, løseligt baseret på virkelige hændelser.

Alt andet end lineært

Alt andet end lineært og kausalt fortælles historien om den ekstremt voldelige Michael Peterson, der ikke går af vejen for bide ører eller andre forhåndenværende lemmer af i kampen for egen selvopretholdelse, eller blot for the fun of it.

Kunstnernavnet dyrkes

Han ender i fængsel, hvor han også begynder at dyrke sit "kunstnernavn", Charles Bronson, og det er dette efterhånden tredoblede fængselsophold, som Peterson/Bronson selv fører os ind i ved at tale direkte til kameraet, gerne iført forskellige (klovne)masker og kostumer.

Meget store armbevægelser

Det kommer ikke som nogen meget stor overraskelse, at Refn fortæller med store armbevægelser. Det gør han godt, særligt i sine danske film, men i tilfældet "Bronson" kammer det meget nemt over i det (unødvendigt) manierede, teatralske - ja, patetiske.

Tilstræbt surrealisme

For selvom en surrealisme tilstræbes - og også glimtvis rammes flot - forbliver filmoplevelsen "Bronson" outreret og villet snarere end frugtbart kunstnerisk tilfredsstillende. En yderst sjæleudkrængende, veloplagt Tom Hardy sørger for livgivende blod, sved og tårer til filmens bål.

Ikke for sarte sjæle

Masser af underlægningsmusik parres/suppleres af diverse tunge, klassiske musikalske mesterværker. Lydbilledet er om muligt endnu mere ekstremt voldtagende end billederne, som vi ellers skal hilse og sige ikke er for sarte sjæle.