Bronson (2008)
En ultra-voldelig brite får 10 år bag tremmer for et postrøveri, men ender med at tilbringe mere end 30 år i isolation.
MANIERET VANVID
Med klare surrealistiske forbilleder og tilbøjeligheder byder danske Nicolas Winding Refn op til dans med det virkelige livs britiske voldsmand, Michael Peterson. "Bronson" er kreativt (for)tænkt fængselsdramatik, løseligt baseret på virkelige hændelser.
Alt andet end lineært
Alt andet end lineært og kausalt fortælles historien om den ekstremt voldelige Michael Peterson, der ikke går af vejen for bide ører eller andre forhåndenværende lemmer af i kampen for egen selvopretholdelse, eller blot for the fun of it.
Kunstnernavnet dyrkes
Han ender i fængsel, hvor han også begynder at dyrke sit "kunstnernavn", Charles Bronson, og det er dette efterhånden tredoblede fængselsophold, som Peterson/Bronson selv fører os ind i ved at tale direkte til kameraet, gerne iført forskellige (klovne)masker og kostumer.
Meget store armbevægelser
Det kommer ikke som nogen meget stor overraskelse, at Refn fortæller med store armbevægelser. Det gør han godt, særligt i sine danske film, men i tilfældet "Bronson" kammer det meget nemt over i det (unødvendigt) manierede, teatralske - ja, patetiske.
Tilstræbt surrealisme
For selvom en surrealisme tilstræbes - og også glimtvis rammes flot - forbliver filmoplevelsen "Bronson" outreret og villet snarere end frugtbart kunstnerisk tilfredsstillende. En yderst sjæleudkrængende, veloplagt Tom Hardy sørger for livgivende blod, sved og tårer til filmens bål.
Ikke for sarte sjæle
Masser af underlægningsmusik parres/suppleres af diverse tunge, klassiske musikalske mesterværker. Lydbilledet er om muligt endnu mere ekstremt voldtagende end billederne, som vi ellers skal hilse og sige ikke er for sarte sjæle.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2008, Storbritannien, Biografi, Fængselsfilm, Krimi, 92 min.
Dansk titel: Bronson- Tom Hardy (Bronson / Michael)
- Amanda Burton (Charlie's Mom)
- Andrew Forbes (Charlie's Dad)
- Mark Powley (Andy Love)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering