Wildlife (2018)

Skuespilleren Paul Danos instruktørdebut er på mange måder både raffineret, moden og elegant. "Wildlife" er et kammerspil med fokus på nærhed og store følelser - især den dybe frustration, som 14-årige Joes mor gennemlever.

Et betændt drama

Hermed er Joe også gidsel i et tiltagende betændt drama, hvor de voksne tér sig som pattebørn, mens knægten blot kan se vådøjet og uforstående til. Det er barske løjer, og i udkantsflækken ved foden af de smukke bjerge er der bare ikke ret mange muligheder for at slippe væk.

Ubalanceret

Det tunge drama vejer meget i filmoplevelsen, også for meget, og det vikler Paul Danos debut-bestræbelser lidt for meget ind i en ond cirkel. For selvom der er lyn i øjnene, autenticitet og masser af identikation (med særligt drengen), er vægten i fortællingen ubalanceret.

Blændende teenagespil

Blændende spil af Ed Oxenbould som drengen Joe redder meget på troværdighedskontoen, ligesom Bill Camp skaber et magisk rum om sin lille Warren Miller-birolle - en mærkværdig sidefigur i Joe (og morens) liv.

Sekvenser uden musik

I det hele taget er spillet rigtig pænt, ligesom det er et stort plus, at underlægningsmusikken er kontrolleret i relativt stram snor. Således er der lange, skønne sekvenser helt uden musik - hvor dramaet og dets tiltagende vanvid er fuldt ud overladt til tilskueren.