Rules of Engagement (2000)

Absolut intet nyt under solen, men William Friedkins "Rules of Engagement" leverer alligevel denne udtalte amerikanske, militær-forherligende saga med pæn effekt. Når alt kommer til alt, skal det nok vise sig, at al den fighting for your country giver pote i Guds eget land.

Militant gennem 30 år

Samuel L. Jacksons oberst Childers har været i gamet i over 30 år. Han har ledet slagenes gang i flere krige, bl.a. i Vietnam, 1968, hvor han også reddede kollegaen og vennen, Tommy Lee Jones' Hayes Hodges' liv.

I lort til næsetippen

Nu, i 1996, står Childers dog i lort til næsetippen: Efter at have befriet en ambassadør fra en yderst penibel situation i Yemen, vælger Childers at lade sine mænd plaffe en større gruppe "civile" ned. Hjemme i USA mener man, at det var stik imod alle regler - de såkaldte Rules of Engagement - så nu havner Childers i militærretten. Han har bedt Hodges om at repræsentere sig. Men anklageren er bidsk, og vil juryen kunne votere rigtigt?

Flot fabrikeret krig

Bedst i denne over to timer lange og tiltagende melodramatiske filmoplevelse er de flot fabrikerede krigs- og terrorbekæmpelses-sekvenser. Her er der smæk og underholdning for skillingen, og det er også her, at spillet lyner mest overbevisende.

Langt mere klistret

Langt mere klistret bliver det langtrukne retssalsdrama, hvis udfald næppe vil komme bag på ret mange. Her trives klichéerne alt for udtalt i både stil og spil, og det er ikke ret kønt.

Tilbagetrukket musik

Et plus gennem det meste af filmen er den relativt tilbagetrukne underlægningsmusik. Til gengæld går Friedkin all in på sære kameravinkler, når tingene spidser til. Om dét er lækkert, er en smagssag, men ligefrem stor teknisk filmkunst er det ikke.