Das Vorspiel (2019)

Strenge/drengespillet antager mol-tonearten i dette tiltagende betændte drama om konservetorielærerinden Anna Bronskys manglende situationsfornemmelse. Hendes egen teenagesøn spiller violin på højt niveau, men da hun får 14-årige Alexander under sine vinger, helliger hun ham al sin opmærksomhed.

På godt og ondt

På godt og ondt! For Bronsky har ikke pæren skruet helt ned i fatningen. Det fornemmer vi i forholdet til den franske ægtemand Philippe - og til sønnen Jonas: Begge lider de under hendes kæft-trit-retning-no-nonsense, der efterhånden kører af sporet.

Elegant stykket sammen

Dramaet er elegant stykket sammen, både i intensitet, lyd og billede. Her er ingen (sukret) underlægningsmusik; i stedet får handlingens egen, iboende musik(alitet) lov til at sætte det naturlige lydbillede.

Lyner kraftigt i øjnene

Det forstærker i meget høj grad det fortættede virtuos-vanvid, der lyner så kraftigt i øjnen på Nina Hoss i rollen som Anna Bronsky. Hun finder aldrig ro, hverken på violinens eller kærlighedens strenge.

Smertefuld indlevelse

De to teenagedrenge i konservatorielærerindens liv spilles begge med dyb og smertefuld indlevelse: Særligt Ilja Monti som den (i det virkelige liv violinspillende), hårdt prøvede Alexander, der med sved i pandehåret og knaldrøde kinder er underkastet sin undervisers overambitiøse taktslag.

Klemt og presset

Men også Serafin Mishiev er fin som sønnen Jonas, der åbenlyst føler sig både klemt og presset af moren. Heldigvis har han sin far, og de to kan trække ned i violinbygger-kælderen, når Annas vanvid bliver for outreret. Jens Albinus har en fin og nuanceret birolle som den cellospillende Christian, der også mærker Annas skiftende humør på både krop og cellobue.