World War Z (2013)

Ufatteligt potent og underholdende science fiction-gyser, der i de stærkeste scener får alle små og store hår til at stritte lige ud i luften. "World War Z" har potentialet og udnytter det maksimalt: Det dybest set latterlige plot, hvor levende døde trasker omkring og gnasker løs på sagesløse mennesker, gøres slugbart gennem en skudsikkert genial teknisk behandling.

Helvede bryder løs
Gerry Lane og hans familie sidder i bilen i Philadelphias myldretid, da helvede pludselig bryder løs. Snart går det op for familien, at den er grueligt gal. Såkaldte zombier, altså levende døde, har mere eller mindre overtaget kontrollen over byen – og, skal det vise sig – Jorden. Hele tiden vil zombierne have frisk kød, så ingen kan vide sig sikker.

En redningsmand
Gerry har en fortid i FN og kaldes nu ind som mulig redningsmand i hvad, der kan synes som en umulig mission. På et seruminstitut i Wales kommer Gerry dog på en idé, der kan blive menneskehedens redning.

Forførerisk helhed
Det er en filmoplevelse, der ikke skuffer. Vel er der masser af klichéer, men de fungerer kun som små trin på en enorm trappe i den forføreriske helhed.

Klamsvedt kapløb
For Gerrys strabadser blandt de klamme zombier udgør et konstant actionmættet og klamsvedt skræmmende kapløb med tiden: I de forladte institutionsgange i filmens slutning kulminerer gysene med hårrejsende effekt.

Utænkeligt troværdigt
Så sansebombardementet er altså meget mere end larm og effektdemonstration: "World War Z" formidler det urinstinktive med en hjertebanken, der går hele vejen i sit utænkeligt troværdige skrækscenarie.

Latent dommendagsbillede
Zombie-effekterne træder som oftest i baggrunden for et bredere perspektiv af død(e) og ødelæggelse. Her er ikke behov for at splatte ud i nærbillede – det er det latente dommedagsbillede, der dominerer i high definition. Brad Pitt trives som en fisk i vandet i den heltemodige hovedrolle.