Sniper 2 (2002)

    En pensionsduelig snigskytte får hjælp af en kæphøj og egentlig dødsdømt fange på mission i Østeuropa, hvor en gusten terrorist skal plaffes ned.


    BLODFATTIG 2'ER

    Sammenhængende film:

    Sniper (1993)

    Sniper 2 (2002)

     

    Faktisk er denne direkte-til-video-2'er ikke et nøk dårligere end sin biograf-premiere-søster fra 1993: "Sniper 2" lægger måske nok et ekstra lag dumhed på sit plot og sine stereotyper, men grundudtrykket i begge film er ubegribeligt billigt, og dumheden vil næsten ingen ende tage.

     

    Pensionsduelig snigskytte

    Tom Berengers pensionsduelige marine-snigskytte, Beckett, udvælges som leder på en mission til Østeuropa. Her skal en gusten terrorist mejes ned, og til at hjælpe sig får Beckett den dødsdømte, kæphøje Cole (der til lejligheden er blevet benådet: Han er nemlig god til at assistere snigskytter!)

     

    Over stok og sten

    Nu går det ellers over stok og sten i "Det tidligere Østeuropa". Filmen er ligeglad med, at handlingen foregår i ét land (vistnok Serbien), men er filmet i Ungarn med tydelige ungarske skilte, nummerplader - og ungarsk tale! Et meget godt billede på niveauet og ambitionerne. Da gutterne skal trække sig tilbage fra missionen, får de nok at se til. Væmmelige bagmænd fra militæret er på nakken af dem.

     

    Hult klingende

    "Sniper 2" er visuelt rodet og hult klingende (med forkærlighed for slowmotion-eksplossioner) - fulgt til dørs af en konstant (og fesen) underlægningsmusik. Hvad der er allerværst ved filmoplevelsen er dog det mere end almindeligt vattede skuespil.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2002, USA, Action, Krig, 91 min.

    Dansk titel: Snigskytten 2
    Instr: Craig R. Baxley Prod: Scott Einbinder, Carol Kottenbrook, Péter Miskolczi, Gábor Váradi Manus: Ron Mita, Jim McClain Baseret på: karakterer af Michael Frost Beckner og Crash Leyland Foto: David Connell Klip: Sonny Baskin Mus: Gary Chang