Blanco de Verano (2020)

En af de helt sjældne filmperler finder vi i mexicanske Rodrigo Ruiz Pattersons "Blanco de Verano". En simpel og samtidig uhyre kompleks coming of age-fortælling om 13-årige Rodrigo, der famler for at finde et ståsted i livet.

På tærsklen til voksenlivet

Han bor alene med sin singlemor i en lejlighed i en mexicansk storby. Men tilværelsen er ikke let. Ud over at være på tærsklen til at møde voksenlivets uhåndgribeligheder, forsvinder Rodrigo også gerne ind i sin egen verden - helst væk fra skolen og i en efterladt husbil på den lokale losseplads.

Verden buldrer afsted

Her kan han passe sig selv, ryge nogle smøger og forsøge at samle tankerne, mens verden buldrer afsted derude. Da moren får en ny kæreste, Fernando, bliver det endnu en udfordring. Egentlig er det en farfigur, knægten har behov for, og det får han også i nogen grad med Fernando.

Sårbar teenager

Fernando forsøger virkelig at blive venner med Rodrigo - at få ham over på sin side. Så de to foretager alle mulige krumspring sammen, bl.a. skal Rodrigo lære at køre bil. Men forholdet bliver alligevel ved med at gå skævt; teenageren er ganske enkelt langt mere sårbar og kompliceret, end overfladen måske illustrerer, og den helt basale omsorg fra de voksne drukner nogle gange i den gode vilje om at være "perfekte" forbilleder.

Pulsnært

"Blanco de Verano" er i sin enkle og pulsnære fortælling og fortællestil en film, der går under huden. Identifikationen er total, når Sarasvato Herreras kamera følger Rodrigos op- og nedture i en elegent, afvekslende og kontraststærk fotografering med forkærlighed for nær- og ultranærbilledet.

Vibrerende, nærværende

Ansigtstrækningerne i teenagerens smukke ansigt bliver vibrerende, nærværende og oprigtige - fysiske - når forbindelsen er så direkte, så uindpakket og ren. Selvfølgelig markant og væsentligt båret oppe af en isnende fænomenal præstation af Adrián Ross som Rodrigo - fra første flygtige præsentation til slutningens uendelige, rørende perspektiver. Ud over ansigtsdyrkelsen er kroppen også en central aktør i beskrivelsen af drengen, som han slentrer afsted i bar overkrop - oftest med tunge tanker.

Æstetik på flere niveauer

At Rodrigos sindelag langt fra altid afspejler hans smukke ydre kommer flot til udtryk i den kontrastmættede scenografi og fotografering, der dyrker æstetik på flere niveauer, også den rodede, grumme og grimme. Understøttet af et knivskarpt, virkelighedstro lyddesign helt uden underlægningsmusik.

Forførende modspil

Ross får forførende modspil både fra Sophie Alexander-Katz som moren, der gerne både vil please sin elskede søn og den nye kæreste - og ikke mindst fra Fabián Corres som Fernando, der prøver alt for at få Rodrigo over på sin side, men ind imellem (forståeligt) koger over.

Stilfærdigt genfortalt kaos

I al sit stilfærdigt genfortalte kaos udgør "Blanco de Verano" et drama fuldt ud på det virkelige livs præmisser - og er som sådan et stykke ægthed, der nemt vækker alle mulige store og små følelser til live.