Black Sea (2014)
En frisk-fyret ubådskaptajn overtales til at lede en ekspedition i Sortehavet. Med lidt held kan man finde en ubåd fyldt til randen med guld fra nazitiden.
OUTRERET KLICHÉSUPPE
Det er svært at finde ret mange superlativer om Kevin Macdonalds ubåds-thriller "Black Sea". De få gange undervejs, hvor der er optræk til blot en smule regulær undervandsspænding, fejes det ligeså hurtigt af brættet med enten uskønne klip i tid elller en ordentlig portion intrigant klichésuppe.
Slet spillende Jude Law
En helt ubærligt slet spillende Jude Law overtales til at lede en ekstraordinær og lyssky mission mod Sortehavet. Han er netop blevet fyret fra sit mangeårige job som ubådskaptajn, derfor rider han endnu på en bølge af vrede og frustration, som han måske kan bruge konstruktivt.
Naziubåd lastet med guld
Det hedder sig, at en nazi-ubåd sank under krigen, og at den var lastet med tonsvis af guld. Hvis gutterne kan finde vraget, er der god mulighed for at tjene lidt ekstra, idet en enkelt barre har en værdi af $500.000. Efter at have søsat en faldefærdig russisk ubåd går turen således mod Sortehavet - ombord er en broget skare af briter og russere, der alle på den ene eller anden måde modarbejder hinanden.
Gode kort på hånden, men...
"Black Sea" har i virkeligheden ret gode kort på hånden: Undervandsspændingen ligger lige for, og den mystiske og lidt skræmmende nazistiske baggrund kunne også have emmet af noget medrivende. Men ingen af delene har bid, endsige den mindste smule tæft. Filmen glider helt og holdent af på alt sit potentiale og drukner i stedet i ekstremt udtværet kliché.
Decideret billig
Det kommer både til udtryk i replikker, personkarakteristikker og fortællestil. Billedligt er "Black Sea" ind imellem decideret "billig" og minder om en ringe direkte-til-vhs-musikvideo fra 1987. Og så hjælper det heller ikke, at underlægningsmusikken pumper konstant(!). Som nævnt er Jude Laws ubådskaptajn skudt helt forbi mål, og omkring ham finder vi en større portion biroller, som heller ikke har noget som helst at agere i eller spille op imod.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2014, Storbritannien, Drama, Thriller, Skibe på film, 114 min.
Dansk titel: Black Sea- Jude Law (Robinson)
- Ben Mendelsohn (Fraser)
- Scoot McNairy (Daniels)
- Jodie Whittaker (Chrissy)
- Michael Smiley (Reynolds)
- David Threlfall (Peters)
- Konstantin Khabenskiy (Blackie)
- Grigoriy Dobrygin (Morozov)
- Sergey Puskepalis (Zaytsev)
- Karl Davies (Liam)
- Bobby Schofield (Tobin)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation