Lof mér að falla (2018)

Det er umiddelbart svært at forstå, at "Lof mér að falla" er iscenesat af samme instruktør, der gav os det rolige og nærværende ungdomsdrama Órói (2010). Begge film har et underliggende homoseksuelt tema, men er i øvrigt som nat og dag.

Tiltagende stofmisbrug

Teenageveninderne Magnea og Stella er som alle andre pubertært sløvsindede piger - til stor fortrydelse for både forældre og skolens voksne. Men pigerne nøjes ikke med at dikke-dikke, feste og ryge en bette fed. Snart er de godt i gang med at køre sig i stilling til ligvognens rullebræt via et tiltagende intensivt stofmisbrug.

Ikke meget virkelighed

Baseret på virkelige hændelser er "Lof mér að falla" givetvis en historie, de fleste islændinge kan nikke genkendende til. Men virkeligheden er rent faktisk ikke nem at få øje på i Baldvin Zophoníassons iscenesættelse.

Et sort sind

Filmen er nemlig ikke nærværende, snarere er den udelukkende interesseret i at dykke ned i mørketåger i et Reykjavík-samfund uden rygrad. Sådan er det skildret: Midaldrende, liderlige mænd tænder på glatbarberede, 14-årige piger og dater dem hellere end gerne. Selv troens fortaler har et sort sind, der ikke viger tilbage for bestialske drifter. Ikke mærkeligt at stofferne lokker...?

Driver ned ad lærredet

Det driver ned ad lærredet med tykt påsmurte overdrivelser i "realismens" tjeneste. Men i stedet for at fange nuet, virkeligheden og det betændte ungdomstema, bliver filmen en temmelig usmageligt løftet pegefinger, hvor også musikken tynger moralsk.

Pænt spil

Pænt spil kompenserer noget i helheden, men her er stereotyperne også outrerede - i alle roller fra de (over)rebelske, sminkede, luder-lignende teenagere til de (over)bekymrede voksne og forældre, der kun gør skaden større.