The Invisible Man (2020)

Som et moderne, tematisk beslægtet ekko af 90'er-thrilleren Sleeping with the Enemy (1991) præsenteres her en saftig, spændende, men desværre også tiltagende vulgært-ekstrem thriller.

Bag tyverisikrede mure

I filmens smukke anslag lykkes det Elisabeth Moss' unge Cecilia at flygte fra sin (skal det vise sig) psykopatiske kæreste, Adrian. Han har ellers sørget for at barrikadere hende bag tyverisikrede mure i luksusvillaen ved San Franciscos kyst.

Selvmord, eller...?

Efter et stykke tid erfarer Cecilia til sin store lettelse, at Adrian har begået selvmord. Men det er alligevel som om, han ånder hende i nakken. Kan det virkelige tænkes, at Adrian stadig er i live og er i stand til at komme helt tæt på Cecilia... som usynlig?

Slet og ret magisk

Den første time af "The Invisible Man" er slet og ret magisk. Her mestrer instruktør og manusforfatter Leigh Whannell at sætte sin mystiske og krybende uhyggelige historie i scene med stor overbevisning.

Det mærkeliges æstetik

Udnyttelsen af lyde, locations og et fænomenalt arbejde med lys og skygge former en æggende hvad-venter-om-næste-hjørne-gåsehud. Her fungerer det mærkeliges æstetik altså endnu - før filmen kammer over.

Ikke kønt

Det gør den ca. halvvejs, og det er ikke kønt. Noget af mystikken og en universel udløsnings-drift opretholder spændingen, men fortællestilen bliver nu ekstrem og vulgær, og musikken følger trop og når grotesk styrende højder.

Ærgerlig udvikling

Elisabeth Moss præsterer pænt, men får ikke ret meget modspil fra et håndtamt birollegalleri. Ærgerligt er det, at "The Invisible Man" ikke holder sig på måtten og fører sine fantastiske åbningsstemninger til dørs.