The Informer (2019)

    En mand på prøveløsladelse må "frivilligt" bag tremmer igen. I samarbejde med FBI skal han infiltrere fængslets stofhandel.


    TREMMER MED TWISTS

    Eksfangen Pete Koslow er på prøveløsladelse. Nu forsøger han at få livets stempler til at pumpe i fersk olie, men ak - FBI står på spring og vil bruge Pete til endnu en stikker/informant-opgave. Og dén kræver, at Pete "frivilligt" lader sig fængsle igen.

     

    I flæsket på narkokartellerne

    Bag tremmerne er det så meningen, han skal gå i flæsket på narkokartellerne. Men meget går galt, og Petes overtatoverede arme må på overarbejde, hvis blot en anelse retfærdighed skal ske fyldest...

     

    Smurt fra top til tå i klichéer

    "The Informer" er smurt fra top til tå i klichéer - og ofte dumsmart proletariske af slagsen. Det er bestemt ikke en dialogveksling, der bærer præg af høj dannelse. Men det er jo heller ikke, fordi filmens protagonister render rundt og udstråler intellektuelt overskud, så deeet....

     

    Egentlig ret idiotisk

    Meget af handlingen er egentlig ret idiotisk, men spændingsophobningen mod Petes fængselsophold tjener filmen sundt. Herudover er scenografien i selve fængselsopholdet rigtig lækker, og action-sekvenserne, da Pete er trængt op i en krog, fungerer godt.

     

    Ikke lækkert spillet

    Spillet er til gengæld ikke lækkert. Jovist, Joel Kinnaman præsterer solidt, men birollerne omkring ham er tumpede og serveret uden den mindste form for engagement - med Rosamund Pikes FBI-agent Wilcox som mest tydelige eksempel. Herlighederne er stort set non-stop-musikunderlagte.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2019, USA, Krimi, Action, Drama, Fængselsfilm, 113 min.

    Dansk titel: Tre sekunder
    Instr: Andrea Di Stefano Prod: Wayne Marc Godfrey, James Harris Manus: Matt Cook, Rowan Joffe, Andrea Di Stefano Baseret på: romanen "Tre sekunder" af Börge Hellström og Anders Roslund Foto: Daniel Katz Klip: Job ter Burg Mus: Brooke Blair, Will Blair