Hævnen er vor (1989)
Palle Sørensen myrder i 1965 fire politibetjente og bliver dén fange, der sidder længst fængslet i Danmark.
RET SKAL VÆRE RET
En af dansk kriminalhistories bedst kendte sager er dén om Palle Sørensen, der den 18. september 1965 blev fire-dobbelt politimorder. Han havde været på en længere indbruds-turné, og pludselig knækkede filmen for ham under flugten.
For slem til (prøve)løsladelse
I 1989 møder dokumentaristen Lars Engels den endnu fængslede Sørensen. Fængslet (Vridsløselille) har krævet, at Sørensens ansigt forbliver ufilmet. Men det hindrer ikke Engels i at komme helt tæt på langtidsfangen, der ikke har nogen form for udsigt til (prøve)løsladelse.
Reel livstid
Sørensens fængsling er dén i dansk kriminalhistorie, der kommer tættest på reel "livstid". For hvor andre livstidsfanger som regel kommer på prøveløsladelse efter ca. 12 år, bliver Sørensen gang på gang nægtet en sådan. Ikke mindst fordi politiet modsætter sig. Han ender med at sidde bag tremmer i næsten 33 år, før han i 1998 benåedes.
Livet bag tremmer
Altså en del år efter denne fine dokumentar blev til. Lars Engels lykkes overbevisende med at gøre et menneske ud af den "usynlige" Palle Sørensen, som han filmer hans celle, hans hænder, dele af hans overkrop - alt imens han stiller ham spørgsmål om livet før og under den lange fængsling.
Stort set upartisk
Dokumentaren forbliver stort set upartisk: Er det korrekt at lade en mand sidde bag tremmer i så mange år? Men samtidig fornemmes en lille smule (berettiget) kritik mellem linjerne, særligt da beskidte kneb med beskyldninger om omfattende hashhandel i fængslet forplumrer Sørensens sag yderligere.
Tankevækkende perspektiver
Perspektiverne er fine og tankevækkende, og dét faktum, at vi ikke må se Sørensen up close and personal mystificerer blot personen og hans sag yderligere.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1989, Danmark/TV, Dokumentar, Biografi, Fængselsfilm, 67 min.
Dansk titel: Hævnen er vor - et portræt af fange nr. 22, Palle Sørensen- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation