Historier fra en politistation (2000)

    Dagligdagen på Station 1 på Vesterbro er absolut afvekslende for politiassistenterne og kriminalbetjentene.


    POLITI-HVERDAG INDRAMMET

    DR-dokumentaristen Lars Engels begik her i 2000 en politi-reality-serie, mange år før populære serier som "Politijagt" løb over skærmen. Gennem 14 timelange episoder lærer vi effektivt ansatte og kriminelle (gengangere) på Station 1 på Vesterbro i København at kende.

     

    Nok at rive i

    Der er nok at rive i for en politistation, der ligger i hjertet af København. På den anden side af kontorvinduerne foregår storbyens mest åbenlyse og kontinuerlige kriminalitet: Handlen med hårde stoffer. Og narkomanerne og de prostituerede kender betjentene ved fornavn.

     

    Dagligdags udfordringer

    Serien beskæftiger sig i høj grad med disse dagligdags udfordringer, men der er også lange tema-afstikkere til opklaring af bl.a. tyveri, voldelige overfald, forsvundne danskere og illegal indvandring. Alt sammen variation, der giver dokumentaren kant.

     

    Enkelt og utilsløret

    "Historier fra en politistation" er dybt fascinerende i sin enkle, utilsørede tilgang til det kriminelle hverdagsstof. Mange af gæsterne i detentionen og på afhøringspulten er gengangere, som vi lærer at kende gennem serien, bl.a. den unge narkoman Flemming.

     

    Ærlig indføring

    Lars Engels fortæller i sin fascinerende varemærke-stil: Stort set uden brug af underlægningsmusik, med kameraet som fluen på væggen og i en fuldkommen ærlig indføring i skæbnerne - både på den ene og den anden side af loven. Tidsbilledet er unikt - vi kommer rundt i de fleste afkroge af Vesterbro i årene 1998-1999.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2000, Danmark/TV, Dokumentar, Krimi, 826 min.

    Dansk titel: Historier fra en politistation
    Instr: Lars Engels Prod: Anne Franck Manus: Lars Engels Foto: Lars Schou, Lars Engels Klip: Ole Funch Pedersen Mus: Fini Høstrup, Jon Rytter
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation