Starcrash (1978)

Meget tæt på et udtalt bundskrab: Dette italienske forsøg på at skabe en form for B-version af Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977) falder hørbart til scenegulvet uden at efterlade svært meget mere end et lille bittersødt overbærende smil fra tilskueren.

Udtalt elendigt

Af nærved uforklarlige årsager lykkedes det at få legenden John Barry til at komponere underlægningsmusikken, og det er noget af det, man undrer sig allermest over, når det ret hurtigt står klart, at "Starcrash" er så udtalt elendig, som det er tilfældet.

Fænomenalt jukset

Plottet er tyndere end et ark toiletpapir (en kejser i en udkantsgalakse hyrer et djærvt makkerpar til at redde sønnike - og freden mellem stjernerne), scenografien er billigere udseende end 0.A's temauge i billedkunst, kostumerne er lattervækkende utroværdige, mange af udendørsscenerne er med bagprojicering, lyden klinger hult af studie - og stemme-dubbingen er fænomenalt jukset.

Sjove hulemænd

Små afvigelser fra den rene elendighed opstår, da Mission: Red udkantsgalaksen får rigtigt sand mellem tæerne på en fjern planet. Her bliver de mødt af mavesure hulemænd med skindveste, deforme (indavlede?) ansigter og køller. I det mindste et morsomt islæt.

Endeløse scener

Ellers forekommer scenerne i og omkring rumskibet endeløse i deres miserable - og i vid udstrækning selvhøjtidelige - koreografi. Det bliver aldrig kønt, selv ikke når en rigtig star som Christopher Plummer for en stund toner frem.