Piger i Vestre Fængsel (1996)
Vi følger en række yngre kvinder, der alle afsoner små eller store domme i Vestre Fængsel i København.
JAILHOUSE BLUES
Tre timelange episoder fører os ind bag Vestre Fængsels tykke mure: Her følger dokumentaristen Lars Engels en række yngre kvinder, der alle afsoner - eller venter på at afsone - små eller store domme. Mange af dem er gengangere, og de fleste er stofmisbrugere.
Hudløst ærlig
"Piger i Vestre Fængsel" besidder en hudløst ærlig tilgang til livet bag tremmerne. Her er slet ikke noget behov for hverken fancy indpakning eller yderligtgående ekstra-dokumentariske virkemidler. Det er den blotte, indefrakommende nerve, der hersker - og den er der rigeligt af i fængslets fingre og gange.
Nogen grad af frihed
Selvom kvinderne har nogen grad af frihed i fængslet, bliver det også slået fast, at hverdagslivet bag tremmer ikke er nogen dans på roser. Et af de helt store, tilbagevendende problemer er stofmisbrug og afhængighedssymptomer. Noget, som de ansatte (herunder ikke mindst fængselslægen) skal forsøge at kortlægge og afhjælpe efter bedste evne.
Enestående øjebliksbillede
Dokumentarminiserien giver et enestående øjebliksbillede af forholdene i Vestre Fængsel sidst i 1990'erne: Her var der i hvert fald lidt tid hos de ansatte til at lytte til de indsattes problemer, og man fornemmer, hvordan det løfter dagligdagens trummerum.
Fluen på væggen
Enkelte "hovedrolleskæbner" følger vi over alle tre episoder, andre kommer og går. For det meste er Lars Engels' tilgang blot at lade fotografen følge hverdagen som fluen på væggen, og vi kommer virkelig med rundt til det meste.
Hjertesorger
Når der er tid til det, interviewes nogle af kvinderne om deres hjertesorger og historik. Det er altsammen yderst vedkommende og holdt i en enkel stil helt uden omsvøb, bl.a. er her ingen underlægningsmusik.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1996, Danmark/TV, Dokumentar, Fængselsfilm, 175 min.
Dansk titel: Piger i Vestre Fængsel- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation