Et glas vand til Johnie (1994)

Sjældent, hvis nogensinde, har man oplevet en så hudløst ærlig tilgang til socialrådgivning: Både fra de ansatte og klienternes synsvinkel. Det er dokumentaristen Lars Engels, der meget troværdigt agerer fluen på væggen på Valby Socialcenter anno 1994. Engels inviterede os siden med hjem til klienterne i Havregrød til Egon (1995).

Udpræget tålmodighed påkrævet

Det kræver de ansattes udprægede tålmodighed hver dag at skulle stå/sidde model til klienter, der klager deres nød - eller sågar puster sig op - over en manglende hundredekronersseddel, eller mindre, i bistand. Eller når der er dømt hjemmebesøg hos borgere, der ikke har gjort rent i årevis og nu visiteres til en selvbetalt tvangsrengøring for at gøre lejligheden nogenlunde forsvarlig at bo i påny.

(U)mulige løsninger

Omvendt har langt de fleste klienter ikke den fornødne tålmodighed, når de præsenteres for mulige (eller umulige) løsninger på deres sager. Her er alt fra alkoholikere og narkomaner - til andre skæbner, der af den ene eller anden grund er havnet langt nede i det sociale system.

100 % fluen på væggen

"Et glas vand til Johnie" fortælles 100 % som fluen på væggen. Her er ingen fortællestemme, underlægningsmusik eller interviewsekvenser: Her hersker den blotte (og meget medrivende/tankevækkende) nerve i den iboende drama-udveksling mellem den ene og den anden side af socialcentrets skranker og skriveborde.

Dybt fascinerende

Det er dybt fascinerende og meget enkelt gengivet i en nøgenhed, der vækker de helt store følelelser så meget desto stærkere til live. På mange måder desuden en tidløs indføring i socialrådgivningsfaget, 90'er-tøjstilen undtaget.