Portrait de la jeune fille en feu (2019)

Nærmest outreret overdynget med rosenknopper, filmpriser og lovprisninger: Céline Sciammas formfuldendte, men tilsvarende håndfladesvedt patetiske "Portrait de la jeune fille en feu" kan bestemt noget med lyd og billeder.

Smukke, unge kvinder

Det er flot, når anno 1760 serveres i en æstetisk perfektionisme af en anden verden. Smukke, unge kvinder i flotte kjoler på bred sandstrand foran let duvende, Bretagne-blåt hav. Eller smukke, unge kvinder uden flotte kjoler i hed sex til tonerne af knitrende ild i pejsen, med det hvide lagen pikant trukket op over maven, hårfagre armhuler - og et lille, rundt spejl til at dække blomsten forneden.

Malerkunstens detaljerigdom

Billedkompositionerne - eller kompositionerne i det hele taget - afspejler filmens hovedtema: Malerkunstens detaljerigdom i gyldne snit og sarte farver, eksemplificeret i portrætmaleriets svære kunst. Det er nemlig et portæt af en anden ung kvinde, som vores unge kunstmaler er sendt til udkants-Bretagne (nærmere bestemt en dejlig, isoleret ø) for at udfærdige.

Ikke kun penslen luftes

Men det er ikke kun penslen, der bliver luftet, da de to kvinder mødes. Og da de erfarer en tiltrækningskraft i retning af det sart seksuelle, må penslen desuden hvile.

Patetisk

Sciamma, der co-skrev et blændende manuskript til teenage-homofilmen Quand on a 17 ans (2016), er i "Portrait de la jeune fille en feu" helt i egne følelsers vold: Herligheden opleves mere end noget andet som ekstremt (form)selvoptaget, og det er hér filmoplevelsen bliver patetisk.

Skønheden kommer ikke indefra

Skønheden kommer nemlig ikke indefra, men er et resultat af en formdyrkelse, der grænser til det klæbrige. Det er et spørgsmål om at kende sin besøgelsestid og vægte sin episke stilrenhed med omhu, frem for at tvære den ud over to timers højdrama med meget bred malerrulle.