Friday the 13th (1980)

    En lille gruppe forsøger at genåbne en sommerlejr med en morderisk historik. Det skulle de måske ikke have gjort.


    EN MØRK OG STORMFULD AFTEN...

    Sammenhængende film:

    Friday the 13th (1980)

    Friday the 13th Part 2 (1981)

    Friday the 13th Part III (1982)

    Friday the 13th: The Final Chapter (1984)

    Friday the 13th: A New Beginning (1985)

    Friday the 13th Part VI: Jason Lives (1986)

    Friday the 13th Part VII: The New Blood (1988)

    Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989)

     

    Ingen kunne i 1980 vide, at et bette - og grundlæggende primitivt - gyserfilmseksperiment med titlen "Friday the 13th" skulle blive en stor biografsucces, at den med årene kom til at kaste en nærmest endeløs række efterfølgere af sig.

     

    Tordnende advarsler

    En lille gruppe unge mennesker har planer om at genåbne en idyllisk beliggende sommerlejr og overhører alle tordnende advarsler: Engang for længe siden var lejren åsted for både en drengs druknedød og et dobbeltmord, og ingen har nogensinde fundet gerningsmanden.

     

    Blodet flyder

    Der går ikke længe, før blodet begynder at flyde - og hvis ingen i forvejen kan høre ofrene skrige, bidrager nu også en voldsom tordenstorm til, at morderen har fri leg mellem de små skovhuse langt ude i skoven.

     

    Meget enkelt skruet sammen

    "Friday the 13th" er meget enkelt skruet sammen. Svagheden er plottet og dets (næsten) totale grad af dumhed og forudsigelighed, og spillet er sine steder noget vaklende. Styrken er letheden i fortællestilen: I vid udstrækning helt ligetil og meget genreklassisk.

     

    Sommeridyllisk location

    Her hjælper den sommeridylliske location med til troværdigheden. Smuk skov med lysning og dejlig sø. Spinkle træhuse med knirkende gulve og primitive døre - lette at bryde ind i og vanskelige at skjule sig i.

     

    Fint balanceret lyddesign

    Samtidig glæder man sig over et fint balanceret lyddesign, der ofte fremhæver naturens egne lyde (så længe Harry Manfredinis ret karakteristiske underlægningsmusik ikke går helt bananas.)

     

    Seriemorderens hærgen

    En meget ung Kevin Bacon spiller et af de unge mennesker og potentielle ofre. I øvrigt er resultatet af seriemorderens hærgen relativt troværdigt - flotte effekter i en ikke videre bekostet filmproduktion.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1980, USA, Gyser, Thriller, Seriemordere, 95 min.

    Dansk titel: Fredag den 13.
    Instr: Sean S. Cunningham Prod: Sean S. Cunningham Manus: Victor Miller Foto: Barry Abrams Klip: Bill Freda Mus: Harry Manfredini