Welcome to the Dollhouse (1995)

Sammenhængende film:

Welcome to the Dollhouse (1995)

Palindromes (2004)

Med sin varmemærkeskævhed og tilsvarende kompromisløshed fortæller Todd Solondz sine film helt uden at skele til hverken etikette eller politisk korrekthed - også selvom hovedpersonerne er børn på tærsklen til voksendommens vækkelse.

Kejtet mobbeoffer

"Welcome to the Dollhouse" genfortæller 12-årige Dawn Wieners mere end bumpede tilværelse. Hun er kejtet, bliver mobbet i skolen og har svært ved at opnå sine søskendes og forældres opmærksomhed (endsige kærlighed).

Frivillig voldtægt?

Måske kan hun komme bare lidt videre ved bl.a. at gå med på at blive "voldtaget" af den rebelske teenager Brandon. Det hjælper hende i hvert fald ikke på popularitets-barometret at være venner med den jævnaldrende, bløde dreng, som alle kalder bøsse.

Bestemt ikke blødsødent

Solondz er nådesløs i sine skildringer af håbløs børne- og ungdom, og det gør ondt helt ned i mellemgulvet af betragte Dawns pinsler. Det er bestemt ikke blødsødent, og der er ingen let vej til opblødning - hvis overhovedet nogen.

Dybt original og forfriskende

Denne kompromisløshed er dybt original og forfriskende, og mange "korrekt-tænkende" (amerikanere) vil givet føle sig frastødt af instruktørens gåen-i-flæsket på sagesløse mindreårige hovedrollefigurer som Dawn Wiener.

Farve- og idérigdom

Fortalt i en farve- og idérigdom er filmen troværdighed midt i sit noget eventyrlige plot. Ikke mindst som følge af blændende skuespil, særligt fra Heather Matarazzo som Dawn, men også fra Brendan Sexton III som roden Brandon og Angela Pietropinto som Dawns overfladiske mor.

Ironisk musikanvendelse

Underlægningsmusikken er anvendt yderst ironisk gennem hele filmen i en sart blanding af klassisk (Saint-Saëns, Grieg m.fl.) og mere rockpræget hårdhed. Hermed står tonerne mindre kvælende, end hvis de havde udgjort et decideret stemningstapet.