Three Wishes (1995)

Patrick Swayze er grund nok til at leve denne temmelig amerikana-vamle og sukkersøde børne/familie-saga igennem. Han præsterer på ægthedens og nærværets præmisser og formår at få et rigtigt menneske ud af sin i øvrigt lidt "overnaturlige" hovedrollefigur.

Tilsyneladende vagabond

Swayze er den tilsyneladende vagabond Jack, der tidligt i filmen påkøres af Mary Elizabeth Mastrantonios distræte græsenkemor Jeanne. Bag i bilen sidder hendes to krøltoppe, Tom og Gunny - og de har ikke noget imod, at mammy tilbyder Jack (og hans hund) husly.

Udfylder tomrum

Mens daddy er formodet "tabt" i den verserende Koreakrig, er Jack en kærkommen reservefar for poderne - og en potentiel skibsbriks-makker for Jeanne. Kort og godt; win win. Men Jack kan andet og mere end udfylde følelsesmæssige tomrum.

Ferm med en baseball

Han er også ferm med en baseball, og det er lige noget, den store af drengene kan bruge. Men hvem er han egentlig, denne Jack? Der må vist stikke noget under, og det gør der da også. Noget ganske, ganske særligt...

Sakkarinsødme

I perioder er det svært at udholde de sakkarinsøde og ufrivilligt komiske ind- og udviklinger i Elizabeth Andersons manuskript. Det er ganske enkelt klæbrigt, så det er umuligt at baske med vingerne. Men der er også levnet plads til det mere universalsøde, og dét - sammen med Swayze - gør oplevelsen tålelig i helheden.

Pæn ramme

Fine 50'er-stemninger sørger for en pæn ramme, mens Cynthias Millars evindeligt anvendte underlægningsmusik i høj grad gør filmen en bjørnetjeneste. Som om det ikke var sødt og forudsigeligt nok i forvejen.