Stir (1980)
Fangerne i Bathurst Jail, Australien er så trætte af at blive banket og hånet af personalet, at de planlægger et oprør.
BETÆNDT TREMMERUSKERI
"The most controversial Australian movie ever made", proklamerer plakaten til denne australske fængselsfilm fra 1980. Baseret på virkelige begivenheder fra Bathurst-fængslet i 1974 fortælles historien om en gruppe fanger, der har fået nok af personalets afstraffelsesmetoder.
Sadistisk stil
Med Bryan Browns Jackson som frontfigur planlægges nu et stortstilet oprør, og det kan godt blive rigtig betændt. Langt de fleste blandt personalet har tilsluttet sig den sadistiske stil, men en enkelt tvivler på fremgangsmåden. Det er bare heller ikke smart at vise sårbarhed.
Taler for sig selv
I en rå og autenticitetssøgende stil indrammes de heftige begivenheder ret troværdigt. Her hjælper det meget, at Cameron Allans musik er særdeles underanvendt: Det er de psykologiske - og ikke mindst fysiske - kampe, der får lov at tale for sig selv.
Formen i fokus
Til gengæld får man ikke helt lejlighed til at opnå identifikation med hverken de indsatte eller ansatte - filmen er mere optaget af formen og vildskaben forud for og midt i det uundgåelige oprør. Undtagelsen er Max Phipps' overordnede fængselsansatte Norton, der tvivler på volden som metode. En flot præstation, hvor usikkerheden vibrerer i ansigtet - side om side med en evigt latent sadisme.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1980, Australien, Action, Thriller, Drama, Fængselsfilm, 101 min.
Dansk titel: Stir- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation