Good Boys (2019)
Tre 12-årige drenge pjækker fra skole, men går i panik bl.a. på grund af en forestående kyssefest.
LAVKOMISKE BØRNELØJER
I meget få glimt er denne 12-års-drengekomedie ganske effen - særligt når den kredser om en verden under bæltestedet, som der vist ikke er helt styr på endnu.
Ude af balance
Men generelt er det en balance, som instruktør og manuskriptforfatter Gene Stupnitsky ikke mestrer: "Good Boys" forfalder hurtigt og uklædeligt til det meget lavpjattede, hvor dygtige børnetalenter i vid udstrækning tabes på gulvet.
En dramatisk pjækkedag
Vennerne Max, Lucas og Thor pjækker fra sjette klasse, men deres eventyr udvikler sig hurtigt dramatisk, da det viser sig, at de bærer på en bøtte euforiserende stoffer, som to teenagepiger meget gerne vil have fat i.
En skræmmende begivenhed
Og så venter der en skræmmende begivenhed rundt om hjørnet: En gruppe af klassens seje drenge planlægger en kyssefest. Og dét i sig selv kan gøre trekløveret frygteligt nervøse, selvom det dér med piger samtidig også er lidt spændende.
Bramfri omgang
Når humoren løfter sig, er der gode grin eller bare brede smil på programmet. Her er der også en herligt bramfri omgang med sexlegetøj og pornoudtryk, som drengene (lidt usandsynligt) ikke har den mindste smule begreb om, hvad skal bruges til eller betyder.
En vis sødme
Der opstår også en vis sødme ud af drengenes samspil - men den får ikke lov at blomstre ret længe ad gangen. For "Good Boys" bliver for hyperventilerende, støjende og mister grebet om sine potentielt fine perspektiver på barndommens måske allersidste år.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2019, USA, Komedie, Børn på film, Teenagere, Coming of Age, 90 min.
Dansk titel: Good Boys- Jacob Tremblay (Max)
- Keith L. Williams (Lucas)
- Brady Noon (Thor)
- Will Forte (Max's Dad)
- Alexander Calvert (Daniel)
- Lil Rel Howery (Lucas' Dad)
- Izaac Wang (Soren)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation