I Am Dina (2002)

Ole Bornedal, der altid er god for en dramatisk (over)fortælling, kaster sig her ud i det helt store, nordisk-internationale dramaformat med filmatiseringen af Herbjørg Wassmos bestseller-roman, Dinas bog. Og det er med de helt forventede store armbevægelser, at den rørende og tankevækkende historie fra Nordnorge i 1860'erne pensles ud på det store lærred.

En grufuld ulykke

Dina kommer som barn ved en grufuld ulykke til at slå sin mor ihjel, og hermed mister hun sin rige fars kærlighed. Som voksen må hun kæmpe for at vinde tillid - og hendes udvikling i retning af vildskab og anderledeshed hjælper hende ikke altid fremad. Måske der er lettere og lysere tider på vej, da hun gifter sig med den rige franskmand, Jacob.

Lommer af intens højdramatik

Hvis man ind imellem er heldig at støde på en scene, der ikke er underkastet hverken musik eller lidt ekstravagance på det visuelle område, opstår en lomme af nordisk, historisk - og intens - højdramatik. Noget, det kunne have klædt broderparten af filmen at besidde.

Filmens største trumfkort

Man skal ikke kigge langt for at finde filmens største trumfkort: Cheffotograf Dan Laustsens æggende, smukke indfangelse af Nordnorges vilde, rå natur. Den kan gøre selv den mest upåvirkelige tilskuer mør i knæene.

Bornedal fægter med armene

Men naturens skønhed er desværre en ringe trøst og tværes ud til en uvæsentlig baggrund, når Bornedal fægter med armene, så det næsten får sin egen lyd: Effekten er i hvert fald en "støj", som det kan være svært at konkretisere - bortset selvfølgelig fra den overordentligt rundhåndede anvendelse af Marco Beltramis originalmusik.

Næsten for dramatisk

Maria Bonnevie præsterer pænt, næsten for dramatisk, for fokuseret på de alternative muligheder i Dina-karakteren. Filmen vandt fortjent Robert-statuetter for bedste fotografering, kostumedesign og scenografi - og herudover for lyd og make-up.