Nick of Time (1995)

    En tilfældig ung mand udpeges af grumme bagmænd til hurtigt at slå en guvernør ihjel. Ellers dør hans lille datter.


    UIMPONERENDE RODEBUTIK

    32-årige Johnny Depp spiller her den meget uheldige alenefar Gene Watson, der på en banegård af grumme bagmænd udvælges til en nervepirrende opgave: Hvis ikke Watson slår guvernøren Eleanor Grant ihjel, inden der er gået et par timer, dør Watsons datter.

     

    Tungen lige i munden

    Så kan det nok være, Watson må centrere tungen lige i munden. For hvor han end går og står, følger Christopher Walkens bagmand Mr. Smith ham - og minder ham om, at det ikke kan nytte noget sladre. Med andre ord, se nu at få plaffet hende guvernøren ned!

     

    Absurde løjer

    Genrespecialisten John Badham skyder her en del ved siden af bulls eye. "Nick of Time" er ganske vist potentielt ætsende action på tid, men filmproduktet overbeviser aldrig, end ikke på det jævne. Kun i få scener er der en vis nerve knyttet til de absurde løjer, bl.a. takket være en veloplagt Christopher Walken-præstation.

     

    En klodset hund i et spil kegler

    Dybest set er fortællingen en klodset hund i et spil kegler, man savner fokus - og det hele er støjende i både lyd og billeder. Ud over Walkens slibrigt-ivrige skurkepræstation er der fine øjeblikke at hente i Charles S. Duttons skopudser-birolle.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, USA, Action, Krimi, Børn på film, 90 min.

    Dansk titel: Nick of Time
    Instr: John Badham Prod: John Badham Manus: Patrick Sheane Duncan Foto: Roy H. Wagner Klip: Frank Morris, Kevin Stitt Mus: Arthur B. Rubinstein