Michael Kohlhaas (2013)

Med i det prestigefyldte kapløb om Den gyldne Palme i Cannes skulle man tro, at Arnaud des Pallières’ historiske drama var et potentielt mesterstykke.

Forståeligt hævntørstig
Og der er da også tændt op under 1600-talsbålet med en ilter Mads Mikkelsen i en forståeligt hævntørstig hovedrolle som hestehandleren Michael Kohlhaas. Men ilden flammer ikke så overbevisende: Filmen mangler ilt og drukner i sine mange udpenslede scener gennem lavthængende skyer over golde heder.

Familiemæssigt decimeret
Baseret på en novelle af Heinrich von Kleist fortælles historien om den lykkelige Kohlhaas, der en dag bliver frygteligt snydt og oven i købet familiemæssigt decimeret. Da retten ikke vil hjælpe, tyr Kohlhaas – sammen med en sammentømret flok hjælpere – til selvtægt, og blodet kan snart flyde på hedens sten.

Historisk barsk
Da hævnens time ankommer, blusser flammen og hermed troværdigheden for en stund op. Dramaet bliver vedkommende og forekommer fint sammenvævet med den historisk barske kontekst.

Bølger op og ned
Det lykkes dog aldrig helt for Arnaud des Pallières at fastholde intensiteten i de rå begivenheder, og således bølger filmen op og ned i en generelt noget utilfredsstillende filmoplevelse.

I god balance

Mads Mikkelsens franske kan der ikke sættes en finger på, og skuespillet er faktisk pænt uden at prange. Bruno Ganz og David Kross er i god balance i mindre roller.

Reel intensitet
Ind imellem fritages de storslåede omgivelser for filmmusik, og naturens egne lyder får lov at træde i karakter. Det er også i disse scener, at filmens mest reelle intensitet opstår.

Generende musik
Men desværre er der som oftest en ledsagende brumme/tromme-musik, der virkelig evner at eliminere enhver mulighed for dybde og historisk vingesus.