The Searchers (1956)

"The Searchers" er hyldet og forgyldt af alverdens filmeksperter og cineaster som en af filmhistoriens bedste westerns (og film i det hele taget). Med endnu et blandt utallige flueben i parløbet John Ford/John Wayne er vi i hvert fald vidner til et (film)historisk eklatant samarbejde, der strøede guld fra Det Vilde Vesten ud over flere årtiers store filmoplevelser.

Stålsat hævnmodus

Wayne er den sammenbidte - ja endda mavesure - borgerkrigsveteran Ethan Edwards, der efter et tragisk indianerangreb på sin familie påny går i sit stålsatte hævnmodus. Væk er hans niece - kidnappet og måske endda myrdet af de indianere, der efterlod familiestedet i flammer. Ethan får måske glæde af sin indædte indianer-racisme. Energien, der vokser ud af hadet, kan om ikke andet hjælpe ham til at forblive fokuseret.

Monumental majestætisk

Også "The Searchers" bærer John Fords western-varemærke - den monumentale inddragelse af majestætiske bjerge. Det former en ærefrygt og tidløshed, hvor ekkoerne af hestevrinsk og menneskebrøl reelt aldrig dør. Og John Waynes pragtpræstation som den uopblødelige og rabiate indianer-racist bærer en fin og nuanceret indlevelse.

Katastrofe- og angstmættet

Som formidler af den iboende katastrofe- og angstmættede undergangsstemning i et landskab, hvor ingen kan høre dig skrige, er John Ford en mester. Mindre vellykket passer de mange komiske optrin, som manuskriptet også besidder: Pludselige skæve vinkler på personer, typer og situationer fjerner periodisk fokuseringen og balancen fra det ellers sportsstramt affjedrede nervebundt af en fortælling.

Himlen gløder

Her fordobler Max Steiners svulmende orkestrerede underlægningsmusik de store udsving i stemning, så de kammer endnu mere over. Hen imod den ikoniske udtoning er vi heldigvis tilbage på sporet og i den rette endeløse stemning mod åbne vidder - relativt upåvirket af den åbenlyse teatralske svulmen, som får himlen til at gløde endnu mere orangerødt.