The Place Beyond the Pines (2012)

Kontant afregning i $-sedler i form af spænding, der nærmest driver ned ad væggene. Men Derek Cianfrances film har en udtalt slagside... og kæntrer.
 

En flygtig flamme

Den talentfulde, om end måske ikke nyhvæssede skuffeknivs-skarpe motorcykelkører Luke opdager i dén flække, hvor han er med sit omrejsende tivoli, at han har en søn med en flygtig flamme.

Livet ændres to gange
Dette ændrer Lukes liv for første gang i filmen. Men den gamle flamme bor sammen med en anden mand, og Luke har ingen penge. Derfor fristes han, da en lokal eksbankrøver præsenterer en let tjente penge-mulighed for ham. Snart har Luke penge, den anden ændring i hans liv, men bankrøverierne stiger ham til hovedet, og der er stor fare for, at det ender galt.

Svulstig korruptionsskandale
Politimanden Avery får Luke galt i halsen efter en hæsblæsende flugt, og nu følger vi hans oplevelser og følelser – indrammet af det lokale politikorps’ svulstige korruptionsskandale. Og så er der gået 15 år, og Averys og Lukes sønner er vokset til. Hvilken historie mon kan krydre filmens "tredje akt", tænker man. Og ganske rigtigt...

Konstruerede sammenhænge
De store sammenhænge i filmens manuskript er hér udeladt, men det kan godt afsløres, at der er tale om et konstruktionsarbejde, der bliver tiltagende slibrigt og langt fra klæder filmen.

Sammenkædningsunivers
Der er tale om et af disse for nogle filmtyper typiske sammenkædningsuniverser, hvor den ene skæbne væves ind i den anden. Og i "The Place Beyond the Pines" afløser "akterne" hinanden i en sprød lige linje af hektisk vold og magt.

Første del er bedst
Afgjort bedst og mest vedkommende er den første historie, der har en behageligt underspillet Ryan Gosling i fokus. Herefter kammer filmen desværre over i det meget amerikanske og meget forudsigelige.

Ligheder med "Magnolia"
Det regner ikke med frøer som i Magnolia (1999), men det er alligevel på sin plads i visse sammenhænge at sammenligne de to film med hinanden.

Lækkert fotograferet
"The Place Beyond the Pines" er en lækkert fotograferet film, der afgjort har sine øjeblikke af markant tiltrækningskraft. Men helhedsindtrykket er skuffende. Underlagt en meget tilstedeværende og fortærsket brug af den klassiske komponist Henryk Goreckis sorgfulde toner.