Thief (1981)

Michael Manns spillefilmsdebut fra 1981 vakte både positiv og negativ opsigt. Lovprist af udvalgte kritikere (og i konkurrende og Guldpalmen i Cannes), men samtidig ynket bl.a. for sin ekstreme anvendelse af musik - det sidste fuldt berettiget.

Ekspert i pengeskabe

James Caans mestertyv Frank kan bare det dér med at skaffe sig adgang til værdier i pengeskabe. Specialet er kontanter og diamanter, og der er kunder nok. Da han kommer i forbindelse med mafiaen (under ledelse af forbilledligt spillende Robert Prosky), åbnes døren til et sidste og altafgørende bræk.

Meget går galt

Herefter planlægger Frank at trække sig tilbage og nyde livet med konen Jessie (de to har via samme mafiaforbindelse netop skaffet sig et lille barn.) Men meget går galt, og snart er Frank jaget vildt.

Slår gnister

"Thief" åbner lækkert (hvis man altså slår lyden fra; musikken er rædselsfuldt anmassende) med en ti minutter lang pengeskabs-bore-sekvens. Her får vi en forsmag på, hvad det er Frank kan - og hvad det er, filmen vil. Detaljerigdommen i mødet mellem stålbor og pengeskabspanser slår gnister i mere end én forstand.

Livet mellem brækkene

Langt det meste af filmen skildrer Franks ups and downs i livet mellem brækkene. I det daglige er han bilsælger, men politiet har alligevel et "godt øje" til ham, så han skal altid være på vagt. Noget, som Tuesdays Welds Jessie (hans kone) må acceptere.

Generende musik

Herlighederne har mange klichémættede slagsider, som dog er mindre generende end Tangerine Dreams' underlægningsmusik. Spillet er pænt, og Donald E. Thorins fotografering viser ind imellem fænomenale idéer.