Funeral Kings (2012)

    En gruppe alterdrenge er mest af alt optaget af piger og kvinder og kæmper en hård kamp for at få det første kys eller skridtet videre.


    HORMOMER I SPIL

    Jævnt hen hjertelig hormon-bombastisk pubertetsfilm om en gruppe drenge, der ganske vist er alterdrenge, men som så absolut mest tænker på sex.

    Sjov og ballade
    Dét kommer der meget sjov ud af, men også ballade. For det er ikke nemt at være kvindekåd med et udpræget børneudseende – men drengene giver alligevel ikke op, og måske opstår der muligheder til en fest med de unge fra gymnasiet...

    Ærlighed og smerte
    "Funeral Kings" har klare kvaliteter i sit portræt af drengenes fælles lyster, frustrationer og hårdt prøvede venskab. Her er der både ærlighed og reel følelsesmæssig smerte til stede. En markant medspiller i filmens samlede stærke udtryk er også de mange virkeligt fint afrundede præstationer af de helt unge skuespillere.

    Bastant musikside
    Der løbes dog ikke ligefrem gadedrengeløb af jubel hele vejen i mål: Filmen har nemlig en slagside mod det lidt for poppede, og en bastant musikside med et hav(!) af pop/rock-numre sørger for, at der næsten aldrig er et roligt øjeblik til egen eftertanke.

    Brænder igennem
    Men når der endelig er ro, har "Funeral Kings" gennem sine charmerende drenge og den ligefremme historie kvaliteterne til at brænde igennem.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Komedie, Coming of Age, Teenagere, Børn på film, 85 min.

    Dansk titel: Funeral Kings
    Instr: Kevin McManus, Matthew McManus Prod: Kevin McManus, Matthew McManus Manus: Kevin McManus, Matthew McManus Foto: Alex Disenhof Klip: Nate Cormier Mus: Darien Shulman
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation