Paradies: Liebe (2012)

Sammenhængende film:
Paradies: Liebe (2012)
Paradies: Glaube (2012)
Paradies: Hoffnung (2013)

Første kapitel i Ulrich Seidls "Paradis"-trilogi kredser, ligesom de to andre film, om det ikke umiddelbart attråværdiges æstetik: I denne film handler det om kærlighed, eller nærmere: At kærlighed gør blind.

Jævnt frustreret
Den kraftige alenemor Teresa er godt oppe i årene og let til jævnt frustreret over den begivenhedsløse tilværelse i Østrig. I hvert fald parkerer hun katten og datteren hos en veninde (datteren har hovedrollen i den 3. film; veninden i den 2.).

Stort kulturchok
Nu går turen til Kenya, hvor der venter Teresa et kulturchok af de større. Veninden har rejst dertil et hav af gange og overbeviser Teresa om, at de afrikanske mænd nok hurtigt skal byde sig til.

Afrikas dronning
Og ganske rigtigt, snart havner Teresa i armene på en don juan, men har svært ved at slippe tøjlerne. Det er først, da hun møder den tilsyneladende mere tålmodige Munga, at Teresa for en stund føler sig som Afrikas dronning. Men skinnet kan bedrage, og snart erfarer Teresa, at det kenyanske eventyr, for så vidt angår seksuelle landvindinger, ikke har bragt hende nogen form for lykke.

Sjælelig smerte
Med en lille bid af en stjerne er "Paradies: Liebe" den bedste i trilogien. Der er, som i alle tre film, velafmålte portioner sjælelig smerte, og i første film gør de lidt mere ondt.

Sugar mommy-industri
Seidl lykkes i særlig grad flot i skildringen af den forbløffende krukkede sugar mommy-industri, hvor smækre sorte mænd byder sig til – med let gennemskuelige bagtanker.

Den lave selvtillids spændetrøje
At Teresa er længe om at gennemskue mandeindustriens mørke sider skyldes hendes forsøg på at vriste sig ud af den lave selvtillids spændetrøje. Da det endelig synes at lykkes hende, opleves nedturen i forbindelse med afsløringen af forblindelsen så meget desto mere nedværdigende.

Skønheden kommer ikke indefra
Filmens udtryk er hudløst ærligt, og der kan i den sammenhæng glemmes alt om, at skønhed kommer indefra. Kærlighedstemaet er – trods det fortiede håb om noget andet – ren overflade, begær og udnyttelse af regulær blåøjethed.

Husmødre med hængepatter
Helt og delvist afklædte østrigske husmødre med hængepatter og sorte mænd med udstyret i orden udgør en mindre væsentlig del af Ulrich Seidls udstilling af det fortrængte seksualdrifts-segment: Nok er drifterne i fokus, men det er psykologien bag, der er filmens helt store fremdrift og force.

Blændende enkelhed
Velkendt helt musikløst formes en verden af blændende enkelhed, i sig selv en kilde til ægthed – og lagt i hænderne på Seidl – særdeles velovervejet.

Markant formidler
Margarete Tiesel er en markant formidler af følelsernes rutsjeture i den prekært udfordrende hovedrolle. En helt igennem stor præstation.