The Way Way Back (2013)

Hjertet er på rette sted, og stemningen er fint og troværdigt indrammet af sommerluft, frihed og ungdommelig frustration.

Ikke en komedie
Filmens primære genrebetegnelse som komedie er misvisende. "The Way Way Back" er mere et kærligt drama om en teenagers kamp mod tåbelige voksne på en sommerferie ved havet.

En sommer ved havet
I den betagende rolige og ærlige stil vil mange givet føle sig hensat til egne ungdomsminder fra somre ved netop havet og ikke mindst frustrationerne ved irriterende voksne. Det er filmens klare styrke, at den indfanger dette pubertetsvakuum uden at forfalde til det sentimentale.

En stille dreng

Hovedpersonen Duncan er en stille dreng: Genert, overset og til dels hånet af sin åndsfraværende stedfar. Da den lille familie ankommer til sommerlandet, søger Duncan væk fra de ofte kaotiske voksne og finder hen til et vandland, hvor han bliver ven med bestyreren Owen.

En opblomstring
Nu oplever Duncan en opblomstring. Han får arbejde i vandlandet og bliver populær blandt både gæster og ansatte. Langsomt, men sikkert opbygger han selvtillid, som han har hårdt brug for.
 

Fint afdæmpet

Særligt samspillet mellem Duncan og Owen udgør en skønt jordnær selvtillidsbooster i Liam James’ og Sam Rockwells varme portrætter. De øvrige spillere er noget karikerede, bl.a. er Allison Janneys Betty jævnt komedie-overgearet.

Kernesundt og hjerteligt

Generelt er skuespillet på et fint afdæmpet plan. Underlægningsmusik er der ikke for meget af. Den herlige sommerstemning holder ved længe efter filmens fint balancerede morale – en kernesund og hjertelig filmoplevelse.