Keep the Lights On (2012)
En ung dansk dokumentarist er bøsse med stort b og finder den store kærlighed. Men et stofmisbrug kommer i vejen...
ONDT I LIVET
Ondt i livet og ondt i røven. To klassiske klichéer i omgangen med bøsseliv i litteratur og på film og således også i Ira Sachs' dramatiske "Keep the Lights On", der følger ung mandekærlighed både konkret og abstrakt.
Telefonsexdates som base
Danske Thure Lindhardt spiller hovedrollen som dokumentaristen Erik Rothman, der bor og arbejder i USA, og fra filmens åbningsscene står det klart, at han er særdeles aktivt udøvende homoseksuel med forkærlighed for telefonarrangerede dates.
Brændende kærlighed
På denne måde møder han også den sarte jurist Paul Lucy, der godt nok har pigekæreste, men de to unge mænd indleder alligevel snart et forhold i brændende kærlighed.
En lidelseshistorie
Det skal dog snart vise sig, at Paul bærer på en lille hemmelighed: Han ryger crack, og dét bliver på flere plan – og over ti år(!) – en lidelseshistorie for dem begge, da kærligheds- og sexlivet ikke kan hænge sammen.
Tunge klichéer
"Keep the Lights On" har potentialet i grundstoffet til at forme en oprigtig homoseksuel kærlighedshistorie. Men med grundstoffet menes samtidig alt udenom de tungeste klichéer, og hér sætter særligt stofmisbrugstemaet en tyk kæp i hjulet for filmens udfoldelsesmuligheder.
Cracktåget
Det er svært at blive grebet af et drama, der kredser om cracktåger snarere end tågerne bag facaden. For det er, hvad der kommer til at ske i filmen: Jordforbindelsen ryger – og hermed i høj grad troværdigheden.
I "autenticitetens" tjeneste
Thure Lindhardt fik megen ros for sit portræt af den følelsesmæssigt kaprede førsteelsker, der i flere scener i "autenticitetens" tjeneste sidder med hånden dybt begravet i de amerikanske boksershorts, mens han med soverkammerøjne proklamerer størrelsen på sin pik over telefonen.
Ude af skabet
Men helt i skabet sidder portrættet ikke, upåagtet hvor meget Lindhardt i det virkelige liv selv er ude af selvsamme skab. Og Zachary Booths kærestemodspil drukner helt og holdent i apatisk passivitet både på lagnet og i følelseslivet.
Musikalsk baggrundsstøj
Paprika Steen har en lille rolle som Eriks søster, men har ingen gennemslagskraft. I øvrigt er filmen underkastet en næsten konstant musikalsk baggrundsstøj – i skiftende beat/originalmusik.
Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2012, USA, Drama, Homoseksuelt tema, Psykologisk drama, 101 min.
Dansk titel: Keep the Lights On- Thure Lindhardt (Erik Rothman)
- Zachary Booth (Paul Lucy)
- Marilyn Neimark (Sig selv)
- Paprika Steen (Karen)
- Sebastian La Cause (Russ)
- Julianne Nicholson (Claire)
- Jodie Markell (Jill)
- Maria Dizzia (Vivian)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BERLIN - Teddy Award - Best Film
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize Nomination