Morning Glory (1993)
En eksfange forsøger sig med kærligheden hos en enke med to små børn, men beskyldes snart for et mord på en prostitueret i landsbyen.
SØDLADEN FORUDSIGELIGHED
Nutte-puttet og forudsigeligt sødladent falder "Morning Glory" helt og aldeles ud, som man venter det. Det er historien om Christopher Reeves Will Parker, der efter fem år bag tremmer ankommer til den landlige idyl hos enken Elly Dinsmore. Vi befinder os i tiden under 2. verdenskrig.
En ny mand i kikkerten
Elly har averteret efter en ny mand til sig selv og sine to (snart tre) børn, og det er denne lykke, Will Parker søger at indfri. Men med en tidligere morddom i kasketten, bliver Will stort set kun mødt at nedladenhed og mistro i den nærliggende landsby, og han bliver sheriffens nemme syndebuk.
Er der en fremtid?
Snart er Will under anklage for at have myrdet landsbyens letlevende prostituerede, og vi havner i filmens sidste del i en retssag, hvor der forhåbentlig er en fremtid for den sagesløse eksfange (der netop har giftet sig med Elly.)
Klart bedst i første halvdel
Klart bedst i den første halvdel byder "Morning Glory" på helt reelle stemninger og rigtig pænt skuespil. Her markerer J.T, Walsh sig - ikke overraskende - som en af filmens fineste biroller som sheriffen med en sød tand for damer.
Øjeblikke af ægthed
Men også samspillet mellem Christopher Reeve og Deborah Raffin har øjeblikke af ægthed, især mens de stadig kredser om hinanden uden helt at ville i indrømme, at der vist er andet end blot fornuftsægteskab i luften.
Gumpetungt glansbillede
I mange henseender udvikler filmen sig som et noget gumpetungt glansbillede, hvor idyl og hårdt optrukne sort/hvide linjer dominerer fortællingen. Jonathan Elias' underlægningsmusik er en sart blanding af inspiration hentet fra hhv. Enya og Vangelis.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1993, USA, Canada, Drama, Romantik, Børn på film, Retssalsdrama, 96 min.
Dansk titel: Morning Glory- Christopher Reeve (Will Parker)
- Deborah Raffin (Elly Dinsmore)
- Lloyd Bochner (Bob Collins)
- Nina Foch (Miss Beasly)
- Helen Shaver (Lula Peak)
- J.T. Walsh (Reese Goodloe)
- Tom Heaton (Elliot Mobridge)
- Leslie Carlson (Howard Pride)
- Stephen E. Miller (Harley)
- Walter Marsh (Nat Macready)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation