Morning Glory (1993)

Nutte-puttet og forudsigeligt sødladent falder "Morning Glory" helt og aldeles ud, som man venter det. Det er historien om Christopher Reeves Will Parker, der efter fem år bag tremmer ankommer til den landlige idyl hos enken Elly Dinsmore. Vi befinder os i tiden under 2. verdenskrig.

En ny mand i kikkerten

Elly har averteret efter en ny mand til sig selv og sine to (snart tre) børn, og det er denne lykke, Will Parker søger at indfri. Men med en tidligere morddom i kasketten, bliver Will stort set kun mødt at nedladenhed og mistro i den nærliggende landsby, og han bliver sheriffens nemme syndebuk.

Er der en fremtid?

Snart er Will under anklage for at have myrdet landsbyens letlevende prostituerede, og vi havner i filmens sidste del i en retssag, hvor der forhåbentlig er en fremtid for den sagesløse eksfange (der netop har giftet sig med Elly.)

Klart bedst i første halvdel

Klart bedst i den første halvdel byder "Morning Glory" på helt reelle stemninger og rigtig pænt skuespil. Her markerer J.T, Walsh sig - ikke overraskende - som en af filmens fineste biroller som sheriffen med en sød tand for damer.

Øjeblikke af ægthed

Men også samspillet mellem Christopher Reeve og Deborah Raffin har øjeblikke af ægthed, især mens de stadig kredser om hinanden uden helt at ville i indrømme, at der vist er andet end blot fornuftsægteskab i luften.

Gumpetungt glansbillede

I mange henseender udvikler filmen sig som et noget gumpetungt glansbillede, hvor idyl og hårdt optrukne sort/hvide linjer dominerer fortællingen. Jonathan Elias' underlægningsmusik er en sart blanding af inspiration hentet fra hhv. Enya og Vangelis.