The Pawnbroker (1964)

Klassisk Sidney Lumet-lækkerbisken med varemærkerne æstetik på højt plan og fabelagtigt skuespil som primær-drivende kræfter. Men "The Pawnbroker" byder også på en meget interessant og alternativ historie, der byder op til filmiske eksperimenter udi tid og form. Baseret på en roman af Edward Lewis Wallant fører filmen os nemlig i - ofte ultrakorte - glimt tilbage til koncentrationslejrens helvede, som oplevet i pantelåner-hovedrollens urolige tanker.

Arvesølvet afleveres

Sol Nazerman er jødisk pantelåner i et fattigt og stærkt trafikeret hjørne af New York. Sammen med hjælperen Jesus Ortiz ekspederer han dagligt i den mørke forretning og langer et par dollarsedler over disken til områdets fattige, når de afleverer deres arvesølv i håb om et tilskud til hverdagen.

Ikke af mange ord

Sol er ikke af mange ord. Faktisk svarer han sjældent, når han bliver spurgt om noget. Han er sammenbidt og tilsyneladende bitter - opgivende over sit liv som eneste overlevende i familien efter et frygteligt ophold i nazisternes koncentrationslejr 20 år tidligere. De dystre miner går ud over omgivelserne, når Sol endelig en gang imellem åbner munden og bliver nedladende, ubehagelig og fordømmende.

Banket ud i kulden

Han møder således ikke den jævnaldrende Marilyn Birchfields tilnærmelser med nogen form for venlighed. Tværtimod bliver hun mentalt banket ud i kulden. Men måske er Sol alligevel ved at indse, at han ikke kan blive ved med at klappe i som en østers. Spørgsmålet er, om ikke det allerede er for sent at ændre kurs.

Sværmerisk

"The Pawnbroker" åbner lettere "syret" med en form for lyrisk prolog på syv minutter. Her vil den vågne tilskuer hurtigt gennemskue, at der nok er tale om en drøm eller tilbageblik, og Lumet anvender da også slow motion og andre sværmeriske virkemidler for at trække det ubestemmelige lidt frem i forgrunden. Først herefter får vi startteksterne, ledsaget af hofkomponisten Quincy Jones' jazzede musik.

Bitterhed og opgivelse

Præsentationen af Sol Nazerman er meget inspireret - liggende i en stol i en forstadshave klos op ad en støjende motorvej - ulysten til at blive vartet op eller overhovedet svare på spørgsmål. Bitterheden, eller måske snarere opgivelsen, står malet i hele hans udstråling. Så har han trods alt en mission i sit daglige pantelånerjob, selvom alle celler i hans krop tilsyneladende også hader dette.

Enestående Rod Steiger

At Rod Steiger ikke vandt både en Golden Globe og en Oscar for sin enestående hovedrollepræstation er i dag lidt af en gåde. Nomineringerne var der, og hans portræt af pantelåneren må stå som evig inspiration for alle skuespillere med ambitioner. Fint og følt modspil opstår undervejs - særligt med en bittersød Geraldine Fitzgerald som Marilyn og Jaime Sánchez som hjælperen Jesus.

Visuelle mesterindstillinger

Boris Kaufmans fotografering bærer præg af Sidney Lumets udsøgte sans for vinklinger og lyssætning - og mange af indstillingerne udgør visuelle mesterværker, perfekt indrammet i gudesmuk sort/hvid æstetik. De mange hektisk hurtige (ofte brøkdele af et sekund) tilbagelik til kz-helvedet fungerer flot som mareridtsagtige angstanfald, et par gange suppleret af lidt længere indblik i lejrlivet.

Jazz'et skinger

Quincy Jones' musik er velkendt jazzet og heldigvis meget ofte ikke tilstedeværende. Ind imellem bliver tonerne dog anvendt alt for drastisk, hvilket giver en sørgeligt skinger slagside til de ellers magnifikke stemninger og billeder.