Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017)

Svært prisvindende - og stort set gennemført prisværdig - dramakomedie om et af de mere aparte ansigter, som sorg kan have. Med udgangspunkt i kvinden Mildreds meget store frustration over, at voldtægtsmordet på hendes datter endnu ikke er blevet opklaret.

Stor reklame-effekt

Mildred er så vred på det lokale politi, at hun hyrer tre enorme reklamestandere, der står ubrugte og forsømte hen i udkanten af lilleputbyen. Her sætter hun et tekst-budskab op, som falder politiet meget for brystet - og tilmed kommer i nyhederne: Lige hvad Mildred havde håbet på.

Skyr ingen midler

Det sætter i hvert fald gang i alle mulige - og umulige - ind- og udviklinger, der måske - måske ikke - kan hjælpe i retning af en opklaring af den frygtelige forbrydelse. Mildred skyr absolut ingen midler, og det er kun med nød og næppe, at hun klarer sin mission uden at havne bag tremmer.

Emmer af fortællelyst

"Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" emmer af fortællelyst og energi og blomstrer allerede fra første scene. Det er herligt at møde en historie fuld af så mange skæve idéer, og hvor skuespillerne er helt med på dem. Med Golden Globes og Oscars til både Frances McDormand og Sam Rockwell har de store prisuddelere også haft fokus på skuespillets høje niveau.

Stærkt og nuanceret

McDormand præsterer med sædvanlig isnende kalkyle udi skarpsyn og kompromisløshed, og Sam Rockwells rolle som politimanden, der både er skurk og helt på samme tid, udvikler sig til fascinerende højder. Allerbedst er til gengæld Woody Harrelson som politilederen, der har terminal cancer og nu står ansigt til ansigt med Mildreds personlige krig: En meget stærk og nuanceret præstation.

Svær bittersød balance

Hvor filmen har sine klare forcer i manuskript og skuespil, har den til gengæld også en række sætningsskader, der er lige ved at få fundamentet til at revne. Balancen i bittersødmen mellem drama og komedie er ofte hårfin, og enkelte scener er tæt på at tippe over i noget, der ikke er helt kønt - men de reddes i sidste øjeblik.

Stjæler stemninger

Ærgerligt er det også, at Carter Burwells (mærkværdigvis) Oscar-nominerede underlægningsmusik får lov til at stjæle så mange stemninger undervejs, som det er tilfældet. Det fjerner fokus næsten helt fra det sublime nærvær, der ellers opstår ud af de stjerne-funklende præstationer. I mindre roller skal især fremhæves Mildreds eksmand, spillet af John Hawkes, samt Peter Dinklage som dværgen James, der må stå model til nærmest ultimtaiv fornedrelse.