Ingen tid til kærtegn (1957)

Annelise Hovmand debuterede her som instruktør med en film produceret af gemalen, Johan Jacobsen. "Ingen tid til kærtegn" er mere end bare velment børnedrama: Det er en fintfølende, velspillet og stedvis oprigtigt rørende filmfabel.

Travle karriereforældre

8-årige Lene er frygtelig forsømt af sine travle karriereforældre. Moderen er landskendt skuespillerinde, faderen forretningsmand i millionklassen. Det er svært overhovedet at få et ord indført, men da moderen brænder en strandtursaftale med Lene af, tager pigebarnet sagen i egen hånd og rejser med toget mod Nordsjællands kyster.

Havet bruser

Med en god portion held lykkes det Lene at slippe udenom myndigheder såsom emsige togkontrollører, og snart nærmer hun sig havets brusen. Hun står af på en lille station, hvor der står en jævnaldrende dreng med en lille hund. Lenes største ønske er nemlig en hund.

Gennem landskabet

De tre følges ad gennem landskabet, og Lene får lov til at købe hunden for 2,31 kr. - beløbet fra den knuste sparegris. Snart bliver det aften, og et par venligt stemte tyveknægte tager sig kærligt af pigen over natten, inden Lene igen - efter talrige dramaer - kan blive genforenet med sine forældre, der nok har fået sig en lærestreg for livet.

Betagende rolig

Filmen er betagende rolig. Annelise Hovmand tager sig tid til at skildre det evigtgyldige forsømmelsestema, så det både formidles i børne- og voksenhøjde. Selvom der er mange kejtede behandlinger af temaerne, der er tidstypiske, er "Ingen tid til kærtegn" i helheden alligevel ret tidløs.

Uforlignelige biroller

Med Kjeld Arnholtz' flot stiliserede sort/hvide fotografering banes vejen for en autentisk on location-rejse, og med helt uforlignelige birollepræstationer på Lenes vej er der sug i maven undervejs, også for den kræsne filmtilskuer.

Fremragende præstationer

Ud over at Eva Cohn selv spiller meget afmålt i sit velinstrueret indelukkede væsen, kan man glæde sig over decideret fremragende præstationer fra bl.a. Peter Malberg og Bodil Ipsen. Malberg som den godhjertede, børnevenlige tyveknægt - en sjælden set rolletype. Ipsen som den lammede kvinde i kørestol, der hen imod slutningen af filmen stirrer tomt ud i luften af længsel og skyld.

Skumle hensigter

Men også Gerda Madsen er værd at fremhæve. Hun er kolonialbestyrerinden, der sammen med Karen Berg drikker kaffe med Lene i filmens begyndelse. Og Bent Christensen funkler som gårdskarlen med de meget skumle (børnelokker-)hensigter.

Fin balance

Herudover er filmen spækket med meget små biroller, der er sjove at få øje på i en film, der er i balance på både billede- og lydsiden. Det er sjældent, at dansk film her sidst i 50'erne lykkes så flot med et alvorstungt tematiseret drama - komplet med den meget nuttede hund, Lady.

Flot indre drama

Erik Fiehns musik er dramatisk funderet og ikke overanvendt. Der er lange stræk helt uden underlægningsmusik, hvilket understøtter det flotte indre drama, som filmen er funderet på. Pressen skrev: "Glædelig dansk film", "Nydelig dansk debutfilm", "Køn dansk film med lovende instruktørdebut", "En dansk filmbegivenhed", "Meget betydelig dansk film" og "Fornem dansk filmkunst".