Hunger (2008)

Efter at have instrueret et mindre ocean af kortfilm spillefilmsdebuterede britiske Steve McQueen her med et drama, der gav genlyd over hele verden. "Hunger" er baseret på virkelige hændelser på et nordirsk fængsel i starten af 1980'erne og centrerer sig om den snart effektivt sultestrejkende Bobby Sands.

Mener det alvorligt

Hvis politikerne med Margaret Thatcher i spidsen skal forstå, at fangerne mener det alvorligt, må de også gå hele vejen i deres sultestrejke, og her viser Sands vejen med en vanvidskur, der snart får tangenterne synligt frem på ribbenspakken.

Om den varme fængselsgrød

Inden dette, filmens klart mest eksponerede dramatiske "højdepunkt", har McQueens film kredset mere afventende om den varme fængselsgrød. Mest fascinerende er de mange mildt sagt ulækre detaljer af lort, pis og uvaskede indsatte - filmens varemærke.

Mærkværdige beslutninger

Fængselspersonalet synes at træffe nogle mærkværdige - og usandsynlige - valg i omgangen med fangerne. Fx lægges de aldrig i håndjern, når de lukkes ud på gangene. En naturlig følge af dette er ekstrem vold, ofte med dødelig udgang.

Lort på væggene

Fangerne får desuden lov at smøre lort på væggene over en meget lang periode, en uhygiejnisk dødsbombe af de helt store. Men i dramatiseringens tjeneste står disse ekstremiteter selvsagt som frygtindgydende billeder på de umenneskelige forhold.

For meget patos

Men der er for meget patos over McQueens vedvarende penslinger, hvor elegant og teknisk signifikant de end er udmalet. Mest tyktflydende bliver begivenhederne, efterhånden som Bobby Sands går all in på sultestrejken.

Skræmmende flot formidlet

Ikke så meget fordi det er ekstremt uhyggeligt og frastødende - denne del er skræmmende flot formidlet - men mere fordi 0 kalorier-kuren opstår relativt set ud af den blå luft og nu bliver filmens helt store patetiske omdrejningspunkt - sindbilledet på fængselsanarkistisk fællesopofrelse.

Klamt indlevende

Man kan ikke tage noget fra Michael Fassbenders klamt indlevende hovedrollepræstation: For at gøre sig troværdig til de tiltagende dødbringende begivenheder gik skuespilleren på en monitoreret vanvidskur.

Fængslets hemmelighedsfulde lyde

Et klart plus for filmoplevelsen er det udtalte fravalg af underlægningsmusik. I stedet er der en fin balance og troværdighed i fængslets hemmelighedsfulde og skræmmende lyde. Den berømmede 17 minutter lange ud-i-ét-scene, hvor Sands taler om livets facetter med en præst, er mest af alt lige en tand for meget show off.