What Just Happened (2008)

    En Hollywood-filmproducer kæmper for at holde styr på sine stjerner og instruktører, der alle har særlige kunstneriske selvbilleder, der er svære at forene med succes.


    HERLIG SELVIRONI

    Fint balanceret Hollywood-insider-selvironisk komedie med en mindeværdig Robert De Niro-præstation: "What Just Happened" overrasker positivt af flere årsager.

    Primadonna-nøkker
    Filmproduceren Ben har ualmindeligt travlt med at få alle sine film-primadonnaer til at makke ret, så de stort anlagte filmproduktioner ikke bliver flops på forhånd. Ben evner ikke at holde karrieren ud i strakt arm, og det går ud over forholdet til ekskonen Kelly, som han ellers stadig er temmelig lun på.

    På den hårde måde
    Filminstruktøren Jeremy Brunell skal have at vide på den hårde måde, at han skal klippe en vulgær slutscene med Sean Penn og en hund om. Og senere går Bruce Willis amok, da han opfordres til at barbere sit fuldskæg af inden optagelserne. Ben har altså nok at se til, og Brunell-filmen skal også et smut til Cannes, så det hele er meget spændende og med mange penge og prestige på højkant.

    Ingen typisk komedie
    "What Just Happened" er ikke nogen typisk komedie. Den er bittersød og selvironisk distanceret, og Robert De Niro glimrer i en fin forståelse af historiens potentiale. Samtidig er de komiske højdepunkter forankret i stjernenøkkerne, når Bruce Willis spiller "sig selv" i pattebarnlige raseriudbrud, eller Sean Penn bliver skudt i metafilmscenerne (med vulgært overdramatiseret narratologi).

    Finurlig lydside
    Selv filmens lydside er finurlig – det meste af underlægningsmusikken hentes fra filmens handling: Ben hører soundtracket til Sean Penn-filmen i sin Porsche, et anlæg kører på et kontor og bliver pludselig skruet ned (bedst som man troede, det var krukket underlægningsmusik).

    Stress for stressens skyld
    Den udtalte stress for stressens skyld portrætteres med en betagende indsigt og charme, og her bliver Bens kone skydeskive i troværdigt, magtesløst spil af Robin Wright. Filmen har også tendenser mod det farceagtige, men tonen er overordnet velafbalanceret og på mange måder helt sin egen.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024