The First Wives Club (1996)

90'er-typisk kønsligestillings-komik. Den var nok ikke gået blandt nutidens stoute feminister, for selvom mænd generelt er nogle dumme svin, så er denne komedies farvestrålende favntag med problematikken ikke mere end i bedste fald uskyldigt pjattet.

Tredobbelt skilsmisse

Tre kvinder i alderen 40+ finder lidt tilfældigt sammen - de kendte hinanden for rigtig mange år siden - og meget vand er løbet gennem åerne siden. De finder hurtigt ud af, at de alle tre er blevet gået af deres eksmænd (dvs. den tredje er så småt ved at blive skilt.)

Ben i næsen

Efter at have grædt snot over, at mændene har vraget de modne kvinder til fordel for yngre modeller, begynder trekløveret snart at få ben i næsen: snart finder de veje, der kan få mændene ned med nakken! Og hvilken vej er bedre end økonomiens?

Smilene skal blegne

De starter slet og ret "Ekskonernes klub", hvis hovedformål er at få smilene til at blegne om eksmændenes munde. Og det skal snart lykkes - så kan de lære det, kan de. Om ikke andet må mændene erfare, at de nu må leve med deres unge duller med langt færre penge mellem hænderne.

Mængder af overspil

Der er enorme mængder lidt for overspillet amerikana-hysteri i de tre kvinders samspil. Bedst slipper Diane Keaton fra det: hun tilfører mange af de aparte situationer en uforudsigelighed, hvor Goldie Hawn og Bette Midler mere glider helt af på overfladen (Midler har en teenagersøn, som man ikke ser meget til i filmen.)

Rene stereotyper

Ellers er der netop i Goldie Hawns karakter lagt op til morskab med hendes mange outrerede stjerne-nøkker (hun får lavet læber i filmens start, og det er ikke kønt.) Mændene i filmen er selvsagt rene stereotyper, især i takt med at kvinderne får skovlen under dem.

Ingen overraskelser

Ikke meget i komedien kommer som en overraskelse - men ikke desto mindre er energien mærkbar. Mellem lidt for meget plathed opstår oaser af velgennemtænkt komik, som bidrager til det letløbende og uforpligtende helhedsindtryk, med sødladen musik af Marc Shaiman.