American Beauty (1999)

"American Beauty" blev den helt store Oscar- og Golden Globe-sluger ved de amerikanske filmgallaer i 2000, og man kan godt forstå amerikanerne. For "American Beauty" er en ganske forførende og yderst bramfri fortælling om hemmelighederne bag den tilsyneladende idylliske familiefacade. Også i Danmark var vi vilde med filmen, der vandt både en Bodil og en Robert for årets bedste amerikanske film.

Sur og gnaven
Familiefaderen Lester Burnham er begyndt at opdage, hvor kedelig og fastgroet en tilværelse, han lever. Arbejdet er intetsigende og hænger ham langt ud af halsen. Konen Carolyn er sur og gnaven og nærmest fjendtligt indstillet overfor kropslig kontakt. Teenagedatteren Jane hader sine forældre (som de fleste teenagedøtre gør), og synes moren er rædsom, og faren pinlig.

Dårlig samvittighed
En dag beslutter Lester, at nu kan det være nok. Han er begyndt at savle over datterens veninde, og han har ikke tænkt sig at få dårlig samvittighed over dét. De nytilflyttede naboer viser sig at få stor betydning for både far og datter Burnham.

Forsømt og usikker
Naboens 18-årige søn Ricky kan levere pot til den oprørske Lester, mens han kan levere kærlighed til den forsømte og usikre Sara. Ricky ligger under for en tyrannisk far, der er militærmand og lider af en voldsom homofobi..

Overvåger sønnen
Grundet et tidligere stofmisbrug holder faren meget nøje øje med, hvad sønnen går og laver. Foretager han sig noget "forkert", bliver han prompte slået i gulvet.

Oprør på hjemmefronten
Men blandt andet Rickys pot er med til at effektuere Lesters oprør på hjemmefronten. Konen er mildest talt målløs - vant til at kunne hundse og nedgøre - og nu pludselig i en hjælpeløs position overfor sin mand.

Trøst udefra
Også hun må søge trøst udefra, og den finder hun i sin værste konkurrent på arbejdsfronten. Han kan nemlig andet end sælge boliger. Imens workout'er Lester på indirekte opfordring fra Saras sexede veninde.

Familie-"hygge"
Sådan "hygger" familierne sig i de små amerikanske hjem. Historien udvikler sig imod et klimaks, som Kevin Spaceys fortællerstemme allerede har antydet indholdet af i filmens spæde begyndelse.

Raffineret
Derfor sidder man spændt og venter på, hvordan denne tilsyneladende voldsomme begivenhed vil løbe af stabelen. Lige til sidste minut indflettes forskellige mulige slutninger på raffineret vis i hinanden.

Stærkt spillet
Skuespillet er så afgjort filmens stærkeste side. Kevin Spaceys Oscar® for bedste mandlige hovedrolle må siges at være fuldt fortjent. Det er en meget krævende og spidsfindig rolle, der fordrer stor skuespilkunst.

Overkunstig kvindetype
Annette Bening (Oscar®nomineret) rammer forbilledligt den nærmest standardiserede, overkunstige, amerikanske kvindetype, mens datteren Sara spilles afdæmpet og betagende virkelighedstro teenage'sk af Thora Birch. I heftige biroller lyser Wes Bentley, Chris Cooper og Mena Suvari kraftigt op.
 

Raffinerede visuelle effekter

"American Beauty" indeholder nogle raffinerede visuelle effekter, når den på én gang frustrerede og nyvækkede Lester drømmer om sin datters unge veninde. Rosenbladene, der daler fra loftet, er et ganske opfindsomt islæt.

Vovet og frækt
Filmen opleves som virkelig åbenhjertig og direkte set med Hollywood-briller, fordi den er så ucensureret i sin dialog og sine antydninger, ja nærmest blasfemisk vovet og fræk. Selv de anderledes hårdkogte europæiske filmtilskuere vil finde bemærkninger og antydninger morsomme, og de allerstærkeste scener vil man sent glemme.

Malplaceret i helheden
Hvad der synes noget malplaceret i filmens helhed, er de ofte lange og stillestående indslag, hvor datteren Sara i fællesskab med den nye kæreste filosoferer over "livets facetter". Disse scener er unødvendigt overtunge og overtriste - man føler ikke rigtig, at filmen kan bruge dem til noget. Det, man helst vil se, nemlig Lesters genialt fortalte oprør, bliver ærgerligt udskudt og tynget af disse scener.

Berører og bevæger
Ellers berører og bevæger "American Beauty" i høj grad sin tilskuer, og filmen hænger fast et pænt stykke tid efter sidste scene. En skøn og meget alvorsfuld film med formidabel humoristisk sans. Thomas Newmans musik stjæler ikke hele (lyd)billedet, men er ind imellem lovlig sødladen.