Dangerous Liaisons (1988)

    Besat af tanken om at forføre så mange kvinder som overhovedet muligt kaster en mand sig ud i erotikkens kunst med glubende opfindsom appetit.


    PSYKOLOGISK OVERTAG

    Filmatiseringer af Choderlos de Laclos' roman:
    Dangerous Liaisons (1998)
    Valmont (1989)
    Cruel Intentions (1999)

    Ikke mindre end fem af de bedst betalte Hollywood-skuespillere medvirker i Stephen Frears' historiske forførelsesdrama "Dangerous Liaisons" – en blandt flere filmatiseringer af Choderlos de Laclos' "Les liaisons dangereuses". Første gang filmatiseret i 1960 af franskmanden Roger Vadim og siden også af Milos Forman i 1989.

    Elsker at manipulere
    Marquise de Merteuil elsker at manipulere andres tilværelser, og med hjælp fra en ligesindet, Vicomte de Valmont, får hun skovlen under de fleste. Det hele drejer sig først og fremmest om, hvorvidt Valmont formår at forføre de mindst tilnærmelige kvinder. Merteuil tilbyder Valmont, at hvis han tager den unge 16-årige Cecile de Volanges mødom, vil Merteuil bagefter selv stille sit eget underliv til rådighed.

    Mødommen tages
    Valmont synes imidlertid, at der er mere udfordring i at forføre Madame de Torvel, en gift kvinde med høj moral. Mens han langsomt varmer hende op, får han også lige taget Ceciles mødom – og gør nu retmæssigt krav på Merteuil.

    Det psykologiske overtag
    Filmen beskriver en enkelt mands psykologiske overtag over flere kvinder. Han kan med lethed forføre dem alle tre, fordi han med sin seksuelle kunnen og udstråling til sidst får dem til at give efter for deres moral.

    Smuk fotografering
    Der spilles meget på det seksuelle. De fleste menneskelige bevægelser er "frække", for det meste står mand og kvinde og æder hinanden med øjnene. Philippe Rousselots fotografering er hertil meget sensuel og kærtegnende – rolig og fokuseret.

    Udvandet
    Til at begynde med er den megen forføren frem og tilbage ganske underholdende, men efterhånden, som filmen skrider frem, bliver det mere og mere udvandet. Ganske vist spidser tingene til, og det hele ender gruelig galt, men det er tiltagende svært at leve sig ind i.

    Pragtfuldt teknisk arbejde
    Heldigvis kompenserer pragtfuldt teknisk arbejde for den uheldige tendens. Filmen fik syv Oscar-nomineringer og vandt de tre: Bedste manuskript, bedste scenografi og bedste kostumer. Skuespillet er gudskelov også glimrende. Bedst er Glenn Close.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1988, USA, Romantik, Drama, Historie, Erotik, Teenagere, 114 min.

    Dansk titel: Farlige forbindelser
    Instr: Stephen Frears Prod: Norma Heyman, Hank Moonjean, Christopher Hampton Manus: Christopher Hampton Foto: Phillippe Rousselot Klip: Mick Audsley Mus: George Fenton
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Close)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Pfeiffer
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste musik
    • AA - Bedste scenografi
    • AA - Bedste kostumedesign
    • BD - Bedste ikke-europæiske film