Kærlighedens smerte (1992)

Nils Malmros har med succes bevæget sig lidt ud over sit sædvanlige århusungdomsterritorium med "Kærlighedens smerte" - en barsk, bevægende og tankevækkende film.

Ubehageligt nærgående
Det er en film, som "de modtagelige" sent skal glemme. Så sørgelig og ubehageligt nærgående, at den er svær at ryste af sig. Skuespillet er en af de væsentligste årsager til intensiteten, men Nils Malmros mestrer også som filmtekniker at præge historien meget med dystre lyssætninger og lange klip for at understrege den trykkede, deprimerende stemning.

Oser af livsglæde
Den lykkelige gymnasiepige Kirsten når med sin barnligt glade facon ind i de flestes hjerter, også hos den temmelig unge lærer Søren. Kirsten oser af livsglæde og har endnu næppe opdaget noget ondt i verden.

Sygdommen tager magten
Men efterhånden som voksenlivet begynder at presse på, begynder Kirsten at føle sig fanget i sit eget liv. Alle de krav, der stilles til hende, hænger som en klods om benet på hende, og da hun ved et uheld bliver gravid og føder et barn, har hun helt mistet sin livsglæde og er fuldstændig modløs. Hun havde ellers fået prinsen på den hvide hest, sin gamle gymnasielærer, men depressionerne bliver for voldsomme, og hendes sygdom tager magten.

Kulsort stemning
Nu er filmens stemning farvet kulsort, klumpen sidder i halsen, sveden pibler frem i håndfladerne. Kirstens skift fra almagt til afmagt kommer i forbindelse med den mislykkede eksamen. Den ægthed og nerve der er i Anne Louise Hassings spil sender en iskold strømning ned ad ryggen.

Vilje til at hjælpe
Angsten og depressionen smitter med rystende effekt af på tilskueren. Søren udgør en slags frivillig trygheds-støtte for Kirsten. Hans kærlighed og vilje til at hjælpe er stærk. Kirstens mor vil også gerne hjælpe, men lige meget hvor elskeligt hun kan fremstå, lurer falskheden alligevel altid lige under overfladen. Faderen kan kun se til, han er stivnet og skrækslagen. Disse tre vigtigste personer i Kirstens tilværelse er alle uhyre velspillede.