Something to Talk About (1995)

    Et amerikansk ægtepar skilles og må mange skærmydsler og samtaler igennem.


    AMERIKANSK 'SMALLTALK'

    Der er ikke meget at sige om "Something to Talk About". Ikke mange bevingede og berusende ord i hvert fald. Skuffende nok er filmen nemlig én blandt tusindvis af samme skuffe.
     

    Mærkværdigt match

    Man spørger sig selv: Hvorfor i alverden trække den talentfulde svenske instruktør Lasse Hallström til Hollywood for at indspille dette her? Var idéen ikke netop at skaffe lovende og talentfulde europæiske instruktører til USA for at lave nye og anderledes film?

    Bund-amerikansk
    Ny og anderledes er nemlig stort set det eneste, som "Something to Talk About" ikke er. Den er underholdende og livlig, men den er i særklasse først og fremmest bund-amerikansk.
     

    Kører ikke på skinner

    Det kører ikke rigtig for ægteparret Grace og Eddie, faktisk kører det så dårligt, at Eddie må hente trøst hos en anden kvinde. I vrede og komplet frustration søger Grace sammen med datteren ud til forældrene på landet. Faderen, der er en kendt hesteopdrætter og rytter, synes det er ynkeligt, at Grace ikke kan finde sammen med sin mand igen. Men der er rigelig opbakning fra andre på ranchen.

    Skilsmissedrama
    Så kører dramaet: Skilsmisse? Hvad med barnet? Kan Eddie gøre det godt igen? Spille kostbar, det er vejen frem! Skal Grace selv være lidt utro bare for at kompensere? Vil hun overhovedet tale med ham? Hvordan kommer man i gang igen? Er man alligevel ikke lidt forelsket stadigvæk? Måske skulle man prøve igen?..

    Fair skuespil
    Skuespillet er i orden, dog overspiller Julia Roberts i et par scener og bliver øretæveindbydende irriterende i sit armfægteri. Afgjort bedst er Dennis Quaid, der samtidig - lidt selvironisk - fremstår som filmens mest sympatiske person. Robert Duvall er fin som fastgroet hestefanatiker med klare meninger.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, USA, Romantik, Komedie, Drama, 100 min.

    Dansk titel: Noget at snakke om
    Instr: Lasse Hallström Prod: Paula Weinstein, Anthea Sylbert Manus: Callie Khouri Foto: Sven Nykvist Klip: Mia Goldman Mus: Hans Zimmer, Graham Preskett
    Priser
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Sedgwick)