Hold da helt ferie (1965)

    Et ægtepar sukker efter at holde campingferie uden børn og svigermor, men dén plan går i vasken.


    HÅBLØST PJATTET

    En forudsigelig men tilgængelig historie bliver hér ødelagt af en massiv roden rundt i pjattede og platte scener. Der er virkelig ikke meget, der kan retfærdiggøre dette lystspil - kun en rimelig vellykket begyndelse redder filmen fra det runde 0.

    Udsigt til aleneferie
    Lily Broberg og Axel Strøbye spiller ægteparret, Justesen, der lægger store planer for sommerferien, som de i år for en gangs skyld har mulighed for at holde alene. Børnene er anbragt, og svigermor kan da ikke være interesseret i at tage med på campingferie?

    Kommer hinanden ved
    De romantiske alenedrømme går dog hurtigt i vasken. Børnene skal alligevel med, og svigermor melder ivrigt sin ankomst. Så kan det nok være, at der bliver proppet i bil og campingvogn. Nu kommer familien Justesen først for alvor hinanden ved.

    Fis, ballade & frustrationer
    Så går det ellers derudad med fis, ballade og frustrationer, ind imellem afbrudt af ungdommens sommerlige kærlighedsbrus (som oftest i sang akkompagneret af guitarspil).

    En pinsel
    Da først filmen er røget af sporet og ikke viser tegn på at ville andet end at vise lalleglade billeder klippet som af en mejetærsker, er det lidt af en pinsel at udholde - men det går lige. Filmen byder på bittesmå roller til Jytte Abildstrøm og Henning Jensen som glade unge campister.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024