Ivan's Childhood (1962)

Andrei Tarkovsky spillefilmsdebuterede i 1962 med denne smertefulde og bevægende historie om den 12-årige Ivan, der melder sig som spejder i et partisanerregiment, efter at hans familie er blevet myrdet af nazisterne.

Beslutsom hævn
Drengen er fast besluttet på at hævne sin familie. I regimentet bliver Ivan uundværlig for sin evne til at slippe ubemærket gennem fjendens linjer. Men efterhånden som missionen bliver mere og mere farlig, bliver det besluttet, at Ivan skal fjernes fra frontlinjen. Ivan stritter imod og overbeviser sine ledende officerer om, at han skal på en sidste opgave.

Ét med filmen
Tarkovsky mestrer i alle sine indstillinger at skabe en følelse hos tilskueren af at være ét med filmen: man kan række ud og være med, man kan føle personernes læber, følelsen af en cigaret i munden, det ulækre vand gennem det våde tøj.

Dvæles ved hver stemning
Dét at dvæle ved hver en stemning; give den plads til udfoldelse og lade den hvile fuldstændig i sig selv er unikt, og følelsen af tilstedeværelse bliver både fysisk og psykisk.

Lyriske stemninger
Der er ingen typisk narrativ fremdrift i Tarkovskys historie, filmen er en lyrisk stemningsbeskrivelse. De store linjer og den udeblivende minimalistisk tilpassede kausalitet kan virke fremmed og afskrækkende på mange tilskuere. Man skal dog ikke lade sig skræmme af lyriske film som denne, de har bare deres særkende ved ikke nødvendigvis at føre tilskueren snorlige og forudsigeligt gennem årsag over virkning til klimaks.

Synæstesi
Den fremragende lyd er en markant vigtig del af filmens synæstetiske virkning på tilskueren: dryppende, susende, klare og skarpe lyde ligger som et nærmest konstant stemningstæppe bag billederne. Særpræget og neddroslet filmmusik lægger ekstra vægt bag lyddesignet, der er en meget væsentlig del af Tarkovskys kunstneriske udtryk.

Nærvær & ægthed
Et ganske ubeskriveligt nærværende og ægte spil af knægten står frygtindgydende stærkt foran Tarkovskys postakopalyptiske skildring af krigens rædsler, jordens overflade er gjort så gold og død som muligt, og det går under huden. Solen skinner gennem ødelæggelsens dis og et skævvredet kors, mens drengen udtryksløst siger "jeg er ikke bange".

Printet på nethinden
Filmens sekvenser printes med fuldstændig nøjagtighed billede for billede på nethinden. Det er et ultimativt kunstværk, man ikke glemmer. Eksempler på ekstremt lyriske sekvenser, der er helt uforglemmelige er den alt andet end romantiske tur i birkeskoven. Her skaber Tarkovskys et ganzfelt af birketræer, så man næsten bliver rundtosset, og igen kan man føle og dufte træerne.

Livsbekræftende vemod
Drømmesekvensen på æblebilen i øsende regnvejr er på én gang fascinerende livsbekræftende og dybt vemodig i en sart og sær blanding, hvor man ikke kan hverken le eller græde. Eksponeringen varsler døden, og stemningen kryber under huden.

Dybt perspektiverende
Filmens afsluttende dokumentariske scener, hvor russiske soldater vises rundt i og omkring Hitlers gemakker i Berlin umiddelbart efter krigens afslutning er hårrejsende ækle. Disse perspektiverer filmen dybt og skaber enorme og voldsomme associationer. Filmens retrospektivt idylliske slutscene går over enhver beskrivelse, men den rammer lige i hjertet med et voldsomt stød.